Karrysuppe med rodfrugter

IMG_1817web

I sidste uge var jeg efterårsforkølet og tænkte, at en god, varmende karrysuppe (okay så, jeg puttede måske også karry i græskarsuppen, men en anden slags suppe) kunne være lykken.

Du kan bruge lige de rodfrugter, du har i dit køkken. Rødbeder er måske lidt søde til karrysmagen, men jeg har ikke prøvet, så måske er det faktisk godt. Jeg brugte en blanding af pastinak, kartoffel og gulerod, men man kan også bruge selleri, persillerod osv. Og tilføjede linser, både fordi de efter min mening giver en god smag, struktur og tilføjer protein til retten.

Til 4 personer skal du bruge:

  • 1,1 kg rodfrugter – jeg brugte 400 g pastinak, 400 g kartoffel og 300 g gulerod
  • Olivenolie
  • 250 g løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 chili
  • 2 cm ingefær
  • 2 spsk – mindst – god karry
  • 1,2 l grøntsagsbouillon (jeg bruger kogende vand og Herbamare)
  • 150 g røde linser
  • (Urte)salt
  • Peber
  • Citronsaft

Skræl rodfrugterne og skær dem i stykker. Jo mindre stykker, jo hurtigere er de møre – men de har også godt af at være tilpas store, så de kan få lidt bid og smag, inden suppen koger ud. Mine var vel 2*3 cm, sådan cirka. Sådan cirka bliver alt, når man står med en kniv og ikke et mandolinjern, men det er også okay.

Svits karryen i olivenolien i en gryde, så smagen kan udvikle sig. Det er ret vigtigt for et krydderi som karry, der ellers kan blive lidt fadt i smagen. Hak løg og hvidløg og kom ned til karryen.

Tilsæt rodfrugterne og lad dem trække smag af hinanden en fem minutters tid, inden du tilsætter grøntsagsbouillon, skyllede linser, hakket ingefær og chili.

Lad suppen simre en lille halv time, blend den med en stavblender og smag den til med (urte)salt, peber og citronsaft fra en syrlig, frisk citron.

Pynt med persille og nyd varmen.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar