Kålsalat og noget om frokost

IMG_2084Nogle gange kan jeg godt tænke, at jeg er særdeles uinspirerende og uinspireret, hvad angår frokost. Jeg holder af at variere min morgenmad, så den skifter fra grød til gryn til müsli til pandekager til smoothie til boller og så videre, ligesom jeg sjældent spiser det samme til aftensmad.

Men til hverdag står min frokost stort set altid på hjemmebagt rugbrød med en slags vegetarisk pålæg (avokado, æg, humus, ærtehumus osv.) og grøntsagsstænger ved siden af. Fordi jeg egentlig godt kan lide det, og fordi det er hamrende nemt i en travl hverdag.

Et eksempel på en klassisk frokost for mit vedkommende er denne: Rugbrød med avokado.

IMG_0606

 

Selvom jeg er tosset glad for avokadomadder, så trænger jeg også til lidt fornyelse på frokostfronten. Derfor øver jeg mig i at tænke ud af madpakken (høhø), for forandring fryder altså i den grad. Og heldigvis findes der mange andre nemme og sunde ting end rugbrødsmadder.

Rester er altid en oplagt klassiker, både tærte, pizza, gryderetter osv. kan sagtens tages med. Jeg har dog p.t. ikke mulighed for hverken at køle min madpakke ned eller varme den op, idet jeg bruger min dagligdag på Journalisthøjskolen, der ikke har den slags fine sager, så derfor gør jeg det sjældent, fordi det ikke er alle rester, der er gode i taskevarm tilstand.

Men noget, der godt kan klare et par timer i en taske uden at blive helt træls, er kålsalaten, som er på det øverste billede. Den har jeg lavet i efterhånden utallige variationer hen over de sidste par uger. Den har været super god at have med som frokost på yogalæreruddannelsen, fordi den ligger rart og ikke for tungt i maven.

Til 2 personer skal du bruge (her følger et par variationer)

  • 1 1/2 dl ukogte mungbønner, belugalinser eller fx sorte bønner (sorte bønner og lignende skal dog lægges i blød aftenen før)
  • Rødkål (eller hvidkål, eller spidskål eller en blanding)
  • Evt. 1/2 fennikel (det har jeg ikke brugt på ovenstående billede, men det er også rigtig godt)
  • Masser af frisk persille
  • Sennepsvinaigrette bestående af dijonsennep, friskpresset citronsaft, olivenolie, salt, peber og lidt honning

Kog bønnerne/linserne efter anvisning på pakken, gerne med lidt Herbamare bouillon i – det giver bønnerne ekstra smag. Snit rødkål, hak persille og bland dressingen. Bland det hele godt sammen og nyd. Salaten kan både nydes med varme og kolde bønner/linser i, og kan fint holde sig på køl til næste dag.

En anden god og nem frokost er nedenstående: tun, bladselleri, peberfrugt, lidt citronsaft, salt og peber samt gerne nogle gode Kalamata-oliven og måske et stykke brød ved siden af. Solskin gør det ekstra pænt.

IMG_0624Har du en yndlings-frokostspise?

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Louise
    8. april 2014 at 13:41

    Noget rigtig god inspiration til vegetar/vegansk pålæg. Især solsikke-spread med forårsløg er jeg vild med – der kan også snildt proppes soltørrede tomater i. 🙂

    http://vegetarkontakt.dk/?vegetar=opskrifter&id_kategori=5

  • Skriv en kommentar