Jeg er bange

IMG_5318 (2)

Jeg har grædt i går. Jeg har grædt i dag. Flere gange. Over noget, der er så fjernt og alligevel tæt på: Terrorangrebet i Paris i fredags. Jeg burde nævne Beirut og alle mulige andre terrorangreb også her, men det vender jeg tilbage til.

Det er ikke mig, der har mistet. Alligevel føler jeg, at jeg har mistet noget: Trygheden.

Selvom jeg selv og mange andre lader Facebook flyde over i erklæringer om “lad ikke frygten hærge”, “mød dem med kærlighed” og “make love, not war”, så er jeg bange.

Selvom vi siger, at vi ikke skal frygte, for det er netop det, terroristerne vil have os til, så er jeg bange.

Jeg græder, fordi jeg er bange. Bange for, at det fredelige Europa, jeg er vokset op i, snart ikke er fredeligt mere. Bange for, at de absurde krige, vi i Europa også har været medvirkende til at begynde i Mellemøsten, spreder sig til det Europa, jeg kender.

Om jeg vil det eller ej, så er krig og terror nemmere at forholde sig til for en leverpostejsdansker som jeg, når det sker i Paris, ikke i Beirut, Mumbai eller Kenya. Selvom jeg ikke ville ønske, det var sådan. Men det kan nok forklare, hvorfor vi reagerer mere på Paris, og hvorfor medierne skriver mere om Paris end om Beirut. Fordi Paris fysisk og kulturelt er tættere på leverpostejsdanskere som jeg. Jeg drømmer i øvrigt om, at de danske medier ville dække Beirut lige så tæt.

Selvom Paris fysisk er langt væk fra mig nu, her i Myanmar faktisk længere væk end Beirut, går det underligt nok tættere på sjælen. Jeg har ikke lyst til at indrømme det. For jeg vil helst, at jeg bliver lige rørt. For menneskeliv er lige meget værd. Jeg kan ikke forklare det bedre end ovenfor, og husker mig selv på, at man med sin hjerne kan påvirke sit hjerte til at blive berørt. Havde jeg været i Beirut, havde det påvirket mig mere. Nu må jeg forestille mig det, og bruge mit vigtigste våben: Empati. Et våben, der altid kan udvikles finere og bedre.

IMG_5318 (2)

Bange for, at flygtningekriserne, krigene og terrorangrebene er begyndelsen på en tredje verdenskrig.

Mellemøsten brænder. Der er kampe i Myanmar, hvor jeg bor nu, og føler mig sikker. Der er narkokrig i Latinamerika. Der er flygtninge overalt.

Her i Myanmar snakker jeg nogle gange med myanmeserne om, at jeg godt ved, at jeg er priviligeret. Ikke for at træde på dem, men for at vise, at jeg godt forstår, at vi grundlæggende har nogle forskellige vilkår her i livet. Hvilket jeg synes er dybt uretfærdigt.

Jeg er priviliegeret, for jeg er opvokset i en kernefamilie i en velfærdsstat med gratis sundhedssystem, skolesystem og ikke mindst fred.

Men jeg bliver bange. For bliver freden ved? Begynder de uretfærdige krige, vi selv har rodet os ud i, at påvirke os den anden vej?

Jeg er bange for, at Vestens overgreb mod lande i Mellemøsten og mange andre lande i verden (bare se på kolonitiden), begynder at hævne sig.

IMG_5318 (2)

Jeg er bange for den hårde retorik. Jeg er bange for hadet. Jeg er bange for terroristerne, men jeg er mere bange for os selv.

Jeg drømmer naive drømme om peace, love and harmony, mens jeg læser om regeringens nye asylstramninger, der blev offentliggjort sideløbende med dødstallene fra Paris.

IMG_5318 (2)

Selvom jeg er bange, så må det ikke fylde alt. Jeg vil tro på det gode, på kærligheden, på sammenholdet, på lyset.

“Darkness cannot drive out darkness; only light can do that. Hate cannot drive out hate; only love can do that.” (Martin Luther King Jr.)

Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Ida
    1. december 2015 at 21:50

    Nej.

    Det er IKKE vestens/europas egen skyld, at vi bliver ramt af terror.

    • Besvar
      baermonster
      2. december 2015 at 22:36

      Hej Ida
      Tak for din kommentar.
      Det er nu heller ikke helt det, jeg skriver. Men jeg tror, at vi har noget med det at gøre. Alt hænger sammen.

  • Besvar
    Små ting #15 | Bærmonster
    18. november 2015 at 8:00

    […] noget af det bedste. Danmark var lidt rigeligt langt væk, da jeg hørte om terrorangrebene. Jeg er stadig bange. Men jeg er også fuld af […]

  • Skriv en kommentar