Hybenmarmelade

Jeg har lovet – og glædet mig til – at skrive lidt (eller meget) om den førtomtalte sommerhustur, der inkluderede god mad hver dag i en uge. Kan man ønske sig mere, når selskabet også er fremragende?

Vi boede lige ved siden af tusind hybenbuske, og sådan en spiselig, invasiv art kan en bærmonster jo ikke lade blive siddende på grenene og rådne op. Det ville være synd. Specielt fordi hybenmarmelade er noget af det mest fantastiske – og mest arbejdskrævende – marmelade jeg kender. For man skal lige gide at fjerne en masse kerner først. Jeg kan godt afsløre, at et par glemte kerner ikke er tyg-bare, selvom marmeladen har hygge-simret.

Den skønne marmelade består af fire ting:

  • Dejlige, modne hyben
  • Sukker
  • Vaniljestænger/vaniljestang afhængig af mængden
  • Lidt vand

Skær hyben over i halve, fjern alle kernerne og skær dem over en ekstra gang. Lad dem simre med lidt sukker, en halv vaniljestang (det brugte jeg til ovenstående glas på 1/2 liter) og en anelse vand, så det ikke koger tørt. Lad det hygge sig, til de kære hyben er møre og glade, og smag til med sukker efter behag.

Jeg beklager, at der ingen mængde-forhold er på. Sommerhuset havde ingen køkkenvægt, så opskriften er helt på slump og smagt til mange gange undervejs. En madlavningsform, jeg egentlig er ganske glad for. Mad har godt af at blive smagt til, og måske er dine smagsløg anderledes end mine?

Ovenstående marmelade blev ret tyk, sådan lidt kompot-agtig. Hvis man vil have den mere flydende, tilsætter man bare mere vand.

Opbevar i et skoldet glas, der eventuelt er skyllet med vodka efterfølgende. Så behøver man ikke atamon og andet stads.

Marmeladen smager skønt til alt fra pandekager, nybagte boller, knækbrød og til ost.

Sæsonen er ved at være ovre nu, men und dig selv at lave hybenmarmelade næste år. Hvis du har været lumsk og har frosset nogle hyben, kan den heldigvis stadig laves. Du fortryder det ikke.

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Tak til naturen | Bærmonster
    4. september 2012 at 21:44

    […] Indlæg navigation ← Forrige […]

  • Skriv en kommentar