Hvis man nu skulle have en have med bål

– Så tror jeg, man er et lidt lykkeligere menneske. Heldigvis har jeg mulighed for at sætte lidt ild til nogle småpinde og dem, der er større, andre steder, for eksempel brugte jeg en del af påsken på det. Og bål, eller nærmere bålmad, er lige præcis det, der kommer på bloggen i dag. For bålmad er rart, det er vanvittig hyggeligt og så får man sådan en dejlig duft i sit hår efterfølgende. What’s not to like? Hvis man timer det rigtigt, kan man måske også få solskin med i købet.

Måske ville i dag være et dårligt valg. Jeg er i hvert fald netop kommet hjem efter en cykeltur fra indre bro og til min lejlighed i lidt for meget regn- og haglvejr. Godt, at man kan lave sig en ordentlig kande te, når man kommer ind ad døren.

Billedet er godt nok fra forrige påske, men det er mest fordi, jeg ikke fik taget billeder af det sidste gang, fordi solen valgte at gå ned, før maden var færdig.

Plankefisk og andet bålmad er både god og dejlig mad, og et rigtigt hyggeprojekt, hvis man har besøg af gode venner/børn/andet godtfolk.

Plankefisk

Ingredienser til 5 personer:

  • 5 stk. ørreder
  • Salt
  • Peber
  • 2 fed hvidløg
  • 0,5 bundt timian
  • Frisk citron

Tag en kævle træ (et stykke træ, der er delt i to, så der er en flad side og en rund side). På den flade side ”sømmes” fisken fast med små stykker træ. Krydr fisken med citron, salt, peber, timian, hvidløg og evt. lidt olie – bland det evt. sammen i forvejen, det er nemmere at putte på så.

Det er nemmest at få fisken på planken, hvis man “sprætter” fisken halvvejs op, som man vist kan se på billedet. Den skal ikke deles helt, men del skal kunne flades ud på planken.

Stil den stabilt om et bål med den flade side mod bålet. Den form for tilberedning udnytter strålevarmen fra bålet, og giver samtidig fisken lidt røg, så det faktisk er en god blanding mellem grill og rygning. Placer fisken tæt på bålet, hvor det er varmt, men hvor det ikke bliver sort, og pil den af, når den er færdig.

Saltbagte rodfrugter

Saltdej til ca. 1,5 kg grøntsager:

  • 500 g groft salt
  • 1000 g mel
  • Lidt vand
  • Hvidløg
  • Frisk timian
  • Rødbeder, selleri, kartofler, gulerødder, majroer, rødløg

Bland ingredienserne sammen. Skrub grøntsagerne, men skræl dem ikke. Et helt selleri kan sagtens bages, det skal selvfølgelig bare have længere tid end en gulerod. Put dejen grundigt rundt om grøntsagerne, så alt er dækket. Lad dem ligge i bålgløder i 20-40 minutter.

Nydes bedst under åben himmel i fantastisk selskab.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar