Hjerter af honning

IMG_2698web

Honninghjerter får mig altid til at tænke på den gamle sang med “Hjerter af honning, dem kan du købe, men for penge kan du ikke købe mit”. Da jeg endelig fik kastet mig ud i at gøre noget ved den fordej, som havde stået i over en måned, skulle den da lige nynnes. Alt imens min foodprocessor brændte sammen. Sådan kan lykke og ulykke blandes i en stor grød. Eller honningkagehjertedej, om man vil.

Opskriften er fra Meyers, men da jeg har erfaret, at jeg ikke er den eneste, som har bøvlet med den knaldhårde dej, får du den i en udgave fuld af kommentarer og andet godt.

Til 20-26 honninghjerter (jeg fik 26, men kunne godt have rullet dejen lidt tykkere)

Fordej:

  • 500 g honning – evt. lidt mere
  • 500 g hvedemel

Fordejen skal laves en måned før. Det er noget med, at den skal stå og modne. Det gælder åbenbart ikke kun portvin og ost.

Ælt honning og hvedemel godt sammen i en skål. Min var noget så hård, fordi jeg brugte en halvhård honning, så tilføj eventuelt lidt mere honning, hvis den er så stenhård, at du slet ikke kan arbejde med den. Gem fordejen i et køligt køkkenskab (ikke køleskab) i minimum en måned.

Efter en måned skal du bruge:

  • 2 æggeblommer
  • 10 g potaske
  • 1 kg honningkagefordej (den, som har stået i en måned, hvis du skulle være i tvivl)
  • 5 g stødt kanel (godt 3 tsk)
  • 5 g stødt ingefær (godt 3 tsk)
  • 5 g stødt nellike (godt 3 tsk)
  • 200-300 g mørk chokolade til overtræk

Kom æggeblommerne i en skål og rør potasken ud i dem. Sørg for, at der ingen klumper er. Bland æggeblommeblandingen i fordejen og tilsæt kanel, ingefær og nellike. På en køkkenmaskine tager det ca. 6 minutter (3 minutter ved lav hastighed og 3 min ved fuld hastighed), i hånden tager det 6-8 minutter (mener Meyer. Det tog altså længere tid for mig, selvom jeg også tog foodprocessoren i brug)

Rul dejen ud på et meldrysset bord til dejen er ca. 4 mm tyk. Skær den ud som du lyster, stik den ud som hjerter eller noget andet sjovt. Rul dejresterne ud igen og gentag udrulningen, til der ikke er mere dej.

Sæt hjerterne på en bageplade med bagepapir på og bag dem i 8-10 minutter ved 180 grader. Hjerterne er færdigbagte, når de er let gyldne. De må ikke falde sammen. Afkøl dem på en bagerist.

Lige efter bagning er honninghjerterne hårde. Virkelig hårde. Men fat mod. Placer dem i bokse med et fugtigt (og rent) viskestykker over og lad dem stå i køleskabet i 3-4 dage. Byt rundt på hjerterne et par gange, så dem i bunden kommer øverst, og fugt viskestykket igen, hvis det bliver tørt.

Når du skal bruge hjerterne, så tag dem ud af køleskabet og pensl dem med smeltet, mørk chokolade.

NB: Honninghjerterne kan holde sig minimum en måned i køleskabet uden at blive tørre, hvis du ikke overtrækker dem. Overtræk derfor kun de hjerter, du spiser med det samme (eller dagen efter).

Tip: Jeg har ikke selv prøvet det, men Piskeriset skriver her, at hun varmede fordejen op, før hun blandede krydderierne i, hvilket skulle gøre hele processen noget nemmere. Det tror jeg, jeg vil prøve næste gang.

Tip: Jeg er selv vild med krydrede kager. Til min smag kunne disse basser godt krydres endnu mere. Måske lidt muskatnød ville gøre sig godt her?

IMG_2696web

Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Honninghjerter og andre juleopskrifter | Bærmonster
    10. november 2016 at 8:02

    […] Opskriften på de skønne honninghjerter finder du her. […]

  • Besvar
    A+K/VenterPaaVin
    21. december 2014 at 12:40

    Haha, og straks fik jeg netop den sang på hjernen.
    God jul!

    – Anne

  • Skriv en kommentar