Grøntsagssuppe

Min søde veninde har engang indviet mig i denne opskrift. Sidste vinter levede jeg nærmest af den. For den er rar, varm, sund og mættende. Og kan i øvrigt fryses ned.

Dagen før nytårsmåltidet med en masse kød, fik flexitaren (tænk, at man kan få så fin en titel, bare fordi man ikke spiser kød hver dag) sneget en grøntsagssuppe ind i menuen. Det var nu ganske nemt, for jeg havde lavet det meste af indkøbslisten. For at det ikke skulle blive alt for helse-agtigt, puttede vi revet ost på suppen.

Ingredienser til ca. 4 personer:

  • 1 dåse flåede eller hakkede tomater
  • 1 dåse tomatpure (140 g)
  • 3 porrer eller 1 stort løg (ca.)
  • 2-3 fed hvidløg, presset
  • Lidt olie
  • Hvidkål
  • 1-2 dl røde eller grønne linser
  • Bladselleri
  • 1-2 gulerødder
  • 1 peberfrugt
  • Herbamare (alternativt 2 grøntsagsbouillon-terninger)
  • 1,2-1,5 l vand
  • 1 chili
  • Salvie
  • Timian
  • Rosmarin
  • Salt, peber
  • Evt. et par laurbærblade

Hvidløg og porrer/løg svitses i lidt olie. Grøntsagerne tilsættes, og svitses kort ved svag varme sammen med tomatpure – de skal ikke tage farve. Vand, hakkede/flåede tomater, linser, chili, laurbærblade, krydderier og bouillon tilsættes. Suppen simrekoger ca. 30 min., og smages til med flere krydderier.

Suppen kan varieres i det uendelige. Ovenstående er blot et eksempel – brug hvad du har i køkkenet og de krydderier, du godt kan lide. Men lov mig, at du smager suppen til. Kogte grøntsager uden krydderier er altså noget kedeligt stads.

Server med godt brød og evt. topping: jeg har ovenfor brugt lidt revet ost, men bacon fungerer også, hvis man vil overbevise kødspisere om grøntsagers fortræffeligheder, ligesom suppen selvfølgelig kan serveres på vegansk vis – det er sådan, jeg oftest spiser den.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar