Grøntsagsskål eller salat med søde kartofler og quinoa

Quinoa_salat_soede_kartoflerDelicously Ella har inspireret mig med sine lækre grøntsagsskåle, hvor hun serverer forskellige grøntsager – kolde som varme med bønner, brune ris eller quinoa og en lækker tahindressing.

Alligevel ender det på mystisk vis nærmere med at være en salat, end skåle med delelementerne hver for sig, når jeg laver dem. For jeg kan egentlig godt lide, at tingene er blandet lidt sammen og serveret i lag.

Det er ikke ligefrem raketvidenskab. Jeg bliver selv ofte inspireret af helt simple retter, både fordi det kan få mig til at bruge råvarer, jeg ikke bruger så ofte (hvorfor har jeg ikke spist så meget sød kartoffel før? Det er jo vildt lækkert!) og samtidig er det så overskueligt, at jeg også kan bikse det sammen, selvom jeg har vildt travlt og ikke overskud til at lave vilde retter med tusind ting. Ofte er det simple også det bedste, det ved italienerne jo alt om.

Det geniale ved disse grøntsagsskåle, salater eller hvad man nu vil, er, at der ligesom så mange andre salater er ret uendelige muligheder. Hvis det skal være en ret i sig selv, skal man bare huske det mere mættende element som bønner, linser, brune ris, quinoa eller lignede. Grøntsagerne kan man variere efter årstiden og dressingen efter humør. Jeg synes klart, der hører sig en god dressing til, ellers bliver det altså lidt tørt og kedeligt.

Denne varme salat er super simpel og vildt lækker – og kan i øvrigt også nydes kold.

Til salaten til en person skal du bruge:

  • 1/2 dl. quinoa (i ukogt tilstand) (eller brune ris)
  • Lidt grøntsagsbouillon (jeg bruger Herbamare)
  • 1/2 stor sød kartoffel (eller græskar) – ca. 200-250 g
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • 1 stor håndfuld frisk spinat (eller frossen, som du tøer op, varmer og krydrer med lidt salt) – eller grønkål

Tænd ovnen på 200 grader. Skræl den søde kartoffel, skær den i mundrette bidder og bland med olivenolie, salt og peber og put dem i ovnen (på bagepapir på en bageplade eller hvad du nu bruger) og steg dem 20-30 minutter, afhængig af størrelsen. De skal være bløde indeni og måske lidt sprøde udenpå.

Kog quionaen med 1 dl vand i 15-20 minutter på lavt blus sammen med lidt grøntsagsbouillon.

Skyl spinaten grundigt.

Til tahindressingen, der også er genial som dip til grøntsagsstænger (her er der lidt for meget, men det kan fint gemmes et par dage på køl)

  • 1 spsk tahin
  • Saft og skal fra 1/2 økologisk citron (du kan udelade skallen, hvis du ikke er så vild med den aromatiske citronsmag som undertegnede)
  • 1-2 spsk soyasauce (eller tamari, hvis du vil være sikker på, at den er glutenfri) (kan udelades, hvis du gerne vil have en mildere dressing)

Riv citronskallen og pres saften ud. Bland med tahin og soya og smag til. Put eventuelt lidt vand i, hvis du synes, den er for tyk.

Læg spinaten på en tallerken og læg de varme søde kartofler og quinoa ovenpå. Hæld tahindressing over til sidst og nyd med det samme.

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    A+K/VenterPaaVinBlog
    20. april 2015 at 13:31

    Ih, det ser lækkert ud, tahin rocks.

    – Anne

    • Besvar
      baermonster
      20. april 2015 at 18:56

      Tusind tak, Anne. 🙂 Ja, tahin er genialt!

    Skriv en kommentar