Grønkål med salat i – eller hvordan var det nu, det var

Jeg har ferie. Det er usandsynlig rart, og jeg undskylder på forhånd, at jeg sådan går og praler med det. Ferien går dog også med at rydde op og pakke i de mange underlige ting, jeg har skrabet sammen efter flere års kollegieliv (nåja, og årene før). Jeg flytter nemlig snart til fra verdens mindste storby til en lidt større af slagsen.

I min ferie nåede jeg en tur forbi min mormor og morfar. Bare et par hyggedage. Udover god mad og hyggeligt selskab fik jeg grønkål med hjem. Lige fra deres have. De har en helt fantastisk køkkenhave med alt i bær, grønkål, asparges, gulerødder, kartofler, krydderurter, løg og hvad ved jeg. Grønkålen lever stadig, hvilket jeg så fik lov at få glæde af.

Grønkålen blev i går omdannet til lækker frokost i form af min yndlingsmåde at få grønkål på: råt, men småt. Småt som småbitte, blendede stykker.

Salaten er ganske nem, og ikke noget, jeg selv kan tage æren for. Jeg har dog selv fundet på, at dressingen skulle være en senneps-honning-dressing.

Ingredienser:

  • Frisk grønkål
  • Æbler – brug den slags, du bedst kan lide i mad
  • Hasselnødder – til min portion brugte jeg vel 100 g
  • Honning
  • Dijonsennep
  • Koldpresset rapsolie
  • Citronsalt – helst fra en frisk citron, men ellers en god autocitron (jeg var løbet tør for frisk)
  • Salt
  • Peber

Salaten er klart nemmest at lave, hvis du er den lykkelige ejer af en foodprocessor. Først hakkes nødderne i foodprocessoren.

Tag nødderne ud, og put grønkålen i. Nåja, husk at skylle det der grønkål. Den mængde grønkål jeg brugte, skulle i af tre omgange for at blive blendet ordentligt.

Skræl og riv æblerne. Det er nemmest, hvis du ikke skærer dem i stykker – så kan du rive dem med kernehuset i midten.

Jeg brugte faktisk et æble mere, end man kan se ovenfor. Men de var også sådan nogle små, nuttede størrelser.

Bland nødder, grønkål og æbler sammen.

Dressingen vil jeg ikke give nogen helt præcis mængdebeskrivelse på – måske fordi jeg ikke helt ved det. Men det handler om at smage den til. Jeg brugte vel en spiseske honning (du kan bruge agavesirup, hvis du vil have den vegansk), en spiseske sennep, en slat citron, et par spiseskeer rapsolie og smagte til med salt og peber.

Den skal røres godt og kærligt sammen, og blandes derefter lige så godt og kærligt med salaten.

Hvis du har tid og tålmodighed, bliver salaten bare bedre af at få lov at trække et par timer på køl, så dressingen rigtig kan komme ind i det grønne.

Nyd til frokost med brød til, eller som en salat on the side til aftensmaden.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar