Grillmad betyder tilbehør

Jeg havde fået lov at låne mine søde forældres hus i pinsen. Ja, det er ved at være noget tid siden, men sådan går det, når man har meget at se til. Heldigvis er det gode ting. For eksempel kom jeg hjem fra Norge i søndags, hvor jeg besøgte Trondheim, området omkring Trondheim og en fascinerende, fredet mineby, Røros.

Men altså. Jeg fik gæster, og fordi solen endnu artede sig fra sin gode side i pinsen, så skulle der grilles. Jeg er ikke så god til at holde den til en ting, når det kommer til tilbehør, for jeg kan godt lide, at der er lidt af det hele.

Der var: humus, koldhævede fuldkornsflutes, vandmelonsalat med feta, kartoffelsalat og en blandet grøn salat med rigeligt bredbladet persille.

Jeg har lavet de koldhævede flutes flere gange før, men har af uransagelige årsager ikke smidt den ind på min blog, så den kommer lige her:

Koldhævede flutes – 3 stk.

  • 15 g gær
  • 1/2 l koldt vand
  • 1 1/2 tsk salt
  • 100 g grahamsmel eller fuldkornsmel (ca. 1 1/2 dl)
  • Ca. 550 g hvedemel (9 dl)
  • Kerner af forskellig art. Jeg brugte en håndfuld solsikkekerner, en håndfuld hørfrø og en håndfuld sesamfrø

Rør gæren ud i det kolde vand, og tilsæt resten af ingredienserne. Dejen er lind, og skal blot røres, ikke æltes. Lad dejen hæve tildækket i køleskabet i omtrent 12 timer. Det går nok, hvis den står lidt længere.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og form den til 3 aflange flutes. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve en halv times tid. Bag dem i cirka. 25 minutter ved 225 grader. Pens et par gange med koldt vand under bagningen, så bliver de mere sprøde.

Vandmelonsalaten består af vandmelon, bredbredet persille, en god feta, rødløg og ristede græskarkerner, som drysses på til sidst. Den er enkel og smager helt fantastisk om sommeren til alt fra grillmad eller bare som en eftermiddagssnack.

Den grønne salat bestod af tomater, agurk, bredbladet persille (fordi det er godt), fennikel, peberfrugt og en dressing af olivenolie, rødvinseddike, salt og peber.

Kartoffelsalaten er heller ikke den store rakatvidenskab, men smager dejligt og er en del lettere og mindre fedtet end de kartoffelsalater, man kan købe. Jeg har aldrig forstået, hvorfor der skal være mere dressing end kartoffel i. Den består ganske enkelt af kogte kartofler, hakkede rødløg, ærter (gerne friske, men frosne er også helt ok) og en dressing af ymer eller tykmælk, salt, peber og rigeligt karry. Den bliver kun bedre af at trække et par timer, så den kan sagtens laves noget tid før man får gæster.

Der var dog også kød til. Marineret lam, og det var godt.

Som en lille bonus grillede jeg også en enkelt aubergine, bare fordi det smager så skønt – i hvert fald, hvis man spørger mig.

Hvad kan du bedst lide at grille, og hvad foretrækker du som tilbehør?

Relateret indhold

2 kommentarer

  • Besvar
    Nytår 2013 | Bærmonster
    7. januar 2014 at 17:23

    […] forret havde vi købt en god laks, som en af de gode højskolepiger kyndigt skar ud. Jeg havde bagt koldhævede flutes og lavede guacemole samt flødeost rørt med revet peberrod samt lidt salt, peber og citronsaft […]

  • Besvar
    Ananassmoothie med smæk på vitaminerne | Bærmonster
    30. oktober 2013 at 9:06

    […] der blev til en græskarsuppe til min søde madklub i går. Udover græskarsuppen havde jeg lavet koldhævede flutes og æblecrumble (opskrift følger – jeg kan se, at denne version ikke ligger på bloggen) til […]

  • Skriv en kommentar