Græske frikadeller med krydderurter og feta

IMG_1460webSidste uge lavede jeg en ordentlig bunke frikadeller til mine forældre og deres fryser. Jeg bor midlertidigt hjemme hos dem, til jeg overtager min egen lejlighed om en uge, da jeg lige er flyttet fra hovedøen tilbage til moderlandet. Det skurrer lidt i mine egne ører, at man sådan flytter hjem igen, når man er midt i tyverne, for jeg er jo egentlig flyttet hjemmefra for en god del år siden. Men det er også kun for en måneds tid, og det er faktisk overraskende hyggeligt. Måske handler det også om, at både jeg og mine forældre ved, at der er dato for, hvornår jeg flytter igen.

Jeg glæder mig i hvert fald også til at få mit eget. En fin lejlighed med altan og større fryser, end jeg nogensinde har haft før (hvilket betyder tre skuffer). Jeg glæder mig allerede til at fylde den med gode supper, linseretter, rugbrød og måske lidt brownie. Og alt muligt andet rart.

Nå, men menuen stod altså på frikadeller, fordi mine forældre bliver lidt bange, hvis jeg nævner ordet “vegetarmad” for mange gange i træk. Jeg udfordrer dem dog ind i mellem. I dag serverede jeg kartoffelpizza (det kan dog diskuteres, hvor vegetaragtigt det føles at spise pizza med ost), ligesom min mor fik varm salat med rodfrugter og butterbeans forleden og var ganske begejstret for det.

Til en ordentlig bunke saftige græske frikadeller skal du bruge (jeg fik cirka 40 styks):

  • 700 g kød fra en glad, økologisk ko
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dl grahamsmel
  • 2 æg
  • 3 dl mælk
  • 1 1/2 tsk salt
  • Peber
  • 1 chili uden kerner
  • 150 g feta
  • Rigelige bredbladet persille
  • Evt. frisk mynte
  • Evt. lidt soltørret tomat

Hak løg og pres hvidløgene og bland det i kødet. Skyl, tør og hak persillen og mynte og bland i. Hak chilien meget fint og bland i. Smuldr fetaen i og put resten i. Pas på med at putte al mælken i fra start, for det er forskelligt, hvor lind farsen er.

Jeg bager altid frikadeller i ovnen. Det er nemmere, de smager lige så godt og man sparer en del fedtstof. De fik vel 25-30 minutter ved 200 grader.

Frikadellerne blev serveret med en klassisk bulgursalat med bulgur, bredbladet persille, rødløg, tomat, agurk, peberfrugt og lidt gulerod – smagt til med salt, peber, olivenolie og citron. En udvidet tabouleh, om man vil, så de græske deller kan få lidt libanesisk ind over sig. Men de vil selvfølgelig også være gode med kartofler, i en frikadelleburger eller hvad man ellers bruger frikadeller til.

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Lidt om jul, selvom det stadig er november | Bærmonster
    25. november 2013 at 21:12

    […] kunne det være rugbrød bagt med surdej med frikadeller med krydderurter (græske) eller frikadeller med krydderurter og feta (græske). Måske skal de have nogle syltede rødbeder med på vejen. Eller en lille (eller stor) […]

  • Skriv en kommentar