Lidt om fødselsdag og speciale

I mandags havde jeg fødselsdag, hvilket du måske allerede har opdaget, hvis du følger mig på Instagram.

Jeg er vild med fødselsdage. Ikke så meget for opmærksomheden, mere fordi, det er en god anledning til at samle en masse mennesker, man holder af. Ikke, at det behøver en anledning!

Samtidig gør fødselsdage, at jeg husker at være lidt mere venlig, både mod andre og mod mig selv. Derfor øver jeg mig i at holde fødselsdag hele året (dog muligvis ikke med kage hver eneste dag 😉 ). Det har jeg også skrevet lidt om, da jeg havde fødselsdag for to år siden.

Jeg havde besøg af min familie i mandags, hvilket var noget så hyggeligt. Jeg bagte boller, som jeg serverede med nøddesmør, smør osv., lavede romkugler, tre slags daddelkugler (med hhv. appelsinskal, pebermynte og lakrids) samt citron-birkes-cookies og min mor kom med den gode, hjemmebagte lagkage.

Engang til sommer holder jeg en fest for mine venner, men det bliver først, når jeg har afleveret en masse sider, der forhåbentlig står noget klogt i.

Udover fødselsdag for kort tid siden, er der i dag to måneder til, at jeg skal aflevere speciale.

Min krop har ikke været helt ovenpå de sidste par måneder, så det vil være løgn at sige, at jeg ikke er bagude og dermed har travlt. Men det er okay. For to måneders travlhed kan jeg godt arbejde med, når jeg ved, der er en ende på det.

To måneders travlhed betyder dog også, at jeg lige så stille skruer på knapperne. På knapperne for mindre arbejde, mindre frivilligt arbejde for en periode og færre aftaler. Jeg håber og tror, at mine skønne venner og familie har lidt tålmodighed med mig indtil juni.

Jeg lover stadig at opdatere Bærmonster flere gange om ugen, for en blog uden nyt er ingen blog. 🙂 Men måske bliver der lidt færre køkkeneksperimenter de næste to måneder, for kender jeg mig selv ret, tyer jeg til klassikerne, når jeg har travlt. Og fylder min fryser med gryderetter som dahl og supper. Til gengæld har jeg en masse andre idéer til indlæg i ærmet til det næste stykke tid. 🙂

Tak, fordi du læser med! Jeg håber, du vil blive ved med det. 🙂

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Små ting #17 | Bærmonster
    10. april 2016 at 17:22

    […] dagene bliver længere, når fuglene fløjter dagen lang og når alting spirer. At jeg samtidig har fødselsdag, gør det ikke værre. Jeg er tydeligvis ikke blevet for gammel til at fejre den slags. […]

  • Skriv en kommentar