“Er du til kaffe eller te?”

Ovenstående synes at være klassiker-spørgsmålet, når man er på besøg hos folk. Skønt er det, at der bliver taget hensyn til både den ene og anden præference, men det er nu også ganske praktisk helt ærligt at kunne svare: “Jeg er til begge dele”.

Jeg er ret vild med kaffe. Og jeg er ret vild med te. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg har en del præferencer indenfor begge områder.

Nescafé – eller Næsten-Kaffe – er kun noget, jeg drikker, hvis jeg virkelig er koffeinhungrende, og der ikke er andre alternativer. En ordentlig stempelkaffe, espresso eller filterkaffe, det er rart. Så rart, at man kan gå hen og blive helt glad indeni. Derfor anskaffede jeg mig en kaffekværn for noget tid siden, hvilket er en af de bedste investeringer, jeg længe har gjort mig. Bare duften af den nymalede kaffe, der spreder sig i hele hytten lige med det samme, når man trykker på “start”.

En ordentlig espressomaskine står også på min ønskeseddel, men det kræver vist et kursus i at stampe kaffen rigtigt. Hvis man skal have en maskine til over fem kilo stående, så vil jeg også udnytte den ordentligt.

På te-siden er jeg nok også lidt en tesnob. Det skal helst være løs te, og den skal være grøn, hvid eller urte. Det der sorte te har jeg aldrig rigtig fanget, jeg synes, der er meget finere og mere interessante nuancer i grøn og hvid te.

Uha – efter den her svada, er der garanteret ingen, der tør servere te eller kaffe for mig igen.

Jeg bliver altså også glad, selvom jeg får serveret Nescafé eller pose-te. Generelt bliver jeg bare glad, når man besøger nogen, der er så søde at servere noget for mig. Jeg bliver egentlig også glad, selvom jeg bare får et glas vand. Det vigtigste er trods alt selskabet.

Men tilbage til kaffen. For år tilbage var jeg i Etiopien, der som bekendt er kaffens hjemland. De har lange og stolte historier om gedehyrden Kaldi (det hedder han i hvert fald i den billedbog, jeg har), der bor i Kaffa-regionen. En dag ser han sine geder danse rundt, fordi de er helt oppe at køre på koffein fra de dengang ukendte kaffebønner. Og ham Kaldi er ikke helt dum, så han finder selvfølgelig ud af, at han selv bliver glad af kaffebønner, og spreder sin nye viden. Ja – and the rest is history (og noget om kaffehuse, import, Brasilien og så videre).

I Etiopien holder de jævnligt kaffeceremonier. Det går simpelthen ud på at drikke kaffe. Okay, og at snakke, hygge og sådan. Konceptet er, at man først rister de grønne kaffebønner på en pande over nogle gløder til de bliver fine og mørkebrune. Så maler man dem i en morter – jeg prøvede det selv, og det er skidehårdt.

Derefter fyrer man de malede bønner ned i sådan en fin lerkande, som fyldes med vand og sættes over gløderne.

Sådan en lerkande her (den sorte nederst til venstre):

Billedet er i øvrigt taget på terrassen udenfor det lerhus, jeg boede i, da jeg var i Etiopien.

Når kaffen koger, så hælder man kaffen ned i de fine små kopper, som man også kan se på billedet. Og så tre teskefulde sukker med top – det er rigtigt! Det tog noget tid at vænne sig fra at putte sukker i kaffen, da jeg kom tilbage til Danmark. Man får jo det mest vanvittige rush – koffein OG sukker i voldsomme mængder. En dag var jeg til flere kaffeceremonier. Efter fem-seks kopper er man altså godt kørende.

Når den første kop er drukket, putter man vand i lerkanden igen (med den samme kaffe i som fra før), og koger det en gang til. Så drikker man endnu en kop med lige så meget sukker i. Det gør man så én gang mere, så man drikker i alt tre kopper.

Den første kop er ret stærk, den anden kop er virkelig skøn, og ved den tredje kop er man som regel ved at få oparbejdet et jævnt koffeinchok. Den tredje kop er gudskelov ikke så stærk.

Og wauw, for en kaffe! Nyristet og nymalet kaffe, lavet på vel ret traditionel vis, det er virkelig ikke noget, man skal kimse ad.

Jeg prøvede at efterligne ceremonien, da jeg kom til Danmark igen, men det blev aldrig det samme. Om det så var kaffen, temperaturen eller kulturen. Der er noget helt særligt over en etiopisk kaffeceremoni.