En weekend med både kaffe, krondyr og køer, part IV

Når man har besøg af sød veninde, skal man også lave god morgenmad. Jeg er vild med pandekager, jeg er vild med smoothie, og jeg bliver lykkelig, når jeg får en god kop kaffe om morgenen. Så det var planen, og den var hun helt med på.

Pandekagerne er en gammelkendt opskrift, dog med en anelse sukker og kardemomme i og lidt mindre salt, end når jeg bruger dem til madpandekager. Igen lavede jeg 2/3-portion, men det er sådan nogle fjollede mængder, så i stedet kommer den lidt mere læsevenlige udgave nedenunder.

Ingredienser til 8 store pandekager:

  • 100 g hvedemel
  • 100 g grahamsmel
  • 1 tsk kardemomme
  • 3 øko-æg
  • 4 – 4 1/2 dl mælk
  • 1/4 tsk salt
  • 1 tsk sukker

Bland godt, og lad gerne dejen trække 30 minutter på køl, så grahamsmelen bliver god og blød. Steg i smør.

Smoothien består ganske simpelt af banan, hindbær, jordbær og lidt A38.

Efter den herlige morgenmad tog vi til Torvehallerne og gloede på køer. Det var nemlig øko-dag, og den dag, hvor de søde øko-køer kom på græs. For at de stakkels københavnere, der aldrig har klappet en kø før (nu skal århusianeren passe på), også skulle have en ko at klappe, havde de slæbt flere af dem med også.

Aldrig har jeg set Torvehallerne så proppede før. Men der var også både gratis yoghurt og mælk til dem, der følte for det.

Efter en hyggelig morgen (eller hvad det nu hedder, når man sover længe og spiser morgen halv tolv) og eftermiddag i Torvehallerne, sagde jeg farvel til min veninde og begav mig hjemad til noget så hverdagskedeligt som vasketøj. Heldigvis med et smil i maven efter en dejlig weekend i fantastisk selskab.

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Morgengrød og noget om morgenmad | Bærmonster
    9. juni 2013 at 21:35

    […] weekenden sker der dog lidt mere; der laver jeg gerne store pandekager, bananpandekager, smoothie med bær eller mango, friskpresset appelsinjuice eller nybagte […]

  • Skriv en kommentar