En kålsalat – to dressinger

IMG_1652webDet er kålsæson, hvilket jeg er stor fan af. Jeg er vild med alle slags kål – også det forhadte rosenkål, som mange heldigvis har fundet ud af, bliver meget bedre, når man ikke skamkoger det.

I går havde jeg købt ind til denne lækre sag, men måtte lave en anden suppe, da der var rigeligt meget liv i grønkålen (med andre ord var der orm ud over det hele, og det lugtede). Det er drønærgerligt, at grøntsager skal pakkes ind i så mange poser – både for miljøets skyld, men også fordi de orme nok ikke havde fået lov at ligge og lumre på samme måde, hvis de ikke var spærret inde i plastik. Så meget for at være kål-glad.

Ovenstående billede viser i øvrigt grønkålssalaten i selskab med ovnbagt græskar. Noget så dejligt.

Og så tilbage til salaten.

I starten af september postede den evigtskønne blog Green Kitchen Stories en opskrift på kålsalat. Ikke at det er raketvidenskab, men jeg havde ikke prøvet at lave kålsalat med tahindressing før. Tahindressing er ellers en lækker sag, der fungerer ret så godt for eksempel som dip til grøntsagsstænger. Alligevel må jeg sige, at jeg er endnu større fan af min egen yndlingsdressing, der fungerer genialt til kål. Nemlig en sennepsvinaigrette. Derfor får du en salat og to dressinger her.

Du skal bruge:

  • 6 stængler grønkål
  • 2 gulerødder, skrællet
  • 1 æble
  • En håndfuld hasselnødder

Vask grønkålen godt og enten hak den eller vrid den over i mindre stykker. Sæt ovnen på 200 grader og giv hasselnødderne cirka 10 minutter i ovnen, så de dufter godt og skallen er blevet mørkere. Jeg kan godt lide den let brændte skal (og det er muligvis underligt) i min salat, men du kan nemt tage den af ved at putte hasselnødderne i et rent viskestykke og nulre skallen af.

Hak hasselnødderne groft og skær gulerødderne og æblet i julienne eller små stykker, som du foretrækker.

Kram nu kålen godt med en af følgende to dressinger og top efterfølgende med æble, gulerod og hasselnødder.

Sennepsvinaigrette (portionen er større end til denne salat, så skaler evt. ned)

  • 1 dl god olivenolie
  • Ca. 0,5 dl friskpresset citronsaft, alternativt æblecidereddike eller hvidvinseddike
  • 1 spsk dijonsennep
  • 1 spsk honning
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • Evt. 1 fed hvidløg

Pisk godt sammen og smag til.

Tahindressing

  • 4 spsk tahin
  • 2 spsk friskpresset citronsaft
  • Vand til at fortynde

Pisk dressingen godt sammen og tilsæt lidt vand, så den bliver mere flydende.

Kålsalaten kan også tages med som madpakke:

IMG_2307web

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar