En ikke-opskrift på tomatsovs og eksamensforberedelse i køkkenet

IMG_3344Lige nu nyder jeg halvanden uges ikke-pendling, inden næste eksamen går i gang på onsdag. Der er stadig rigeligt at se til med forberedelse af næste semester, arbejde og eksamenslæsning, men der er heldigvis også tid til at se rare mennesker og dyrke en masse yoga. Det har jeg i al fald taget mig tid til, for det ved jeg, er vigtigt.

Samtidig har jeg eksamens-preppet min fryser, så den er fuld af sund og nærende mad til eksamensperioden. For hvis jeg skal koncentrere mig om at studere, kræver det ordentlig mad. Udover rugbrød og boller er der en masse gode middagsrester (dahl, vegetarisk wok, suppe og lignende) i min fryser. Jeg har lige bagt endnu en omgang morgenmadsmuffins og lurer på, om jeg ikke skal have daddelkugler og ananasis på frys også. Og så har jeg lavet noget nær verdens største omgang tomatsovs.

Jo, den er stor. 6 dåser tomater, en masse løg, hvidløg og grøntsager. Det snilde ved tomatsovs og lignende gryderetter er, at de ikke tager meget længere tid at lave, selvom man laver en ordentlig portion. Så har man en fryser, er det bare om at gå amok og så fryse ned, så man har nem og sund mad til mange dage.

Tomatsovsen kan bruges til alt fra pizza, lasagne, pasta, squashspaghetti og i de ovnretter, hvor man ellers har lyst til tomatsovs. Jeg har selv købt en masse bønnepasta ind, så jeg kan få hurtigt og stadig mættende aftensmad sammen med den der kæmpe mængde tomatsovs.

Hvad er det så for noget, at en madblogger poster en ikke-opskrift?

Du må gerne få ingredienslisten, bare rolig. Men nogle gange sker det, at jeg glemmer at skrive ned, hvad jeg har gjort og brugt. Det sker især, når der går lidt hverdag i den, og jeg laver noget, jeg ikke tænker, kan det vilde. Men det er altså en god tomatsovs, så her får du en cirka-opskrift, der er ganget lidt ned:

  • Olivenolie
  • 1-2 løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 dåse hakkede tomater
  • Lidt tomatpure
  • Et nip sukker
  • Et par hakkede, soltørrede tomater
  • Lidt rødvin (jeg havde lidt på frys, frosset i en isterningepose) og/eller lidt rødvinseddike
  • Lidt Herbamare grøntsagsbouillon
  • Krydderier: Timian, oregano og rosmarin. Gerne frisk eller en blanding af frisk og tørret (tørret er også fint, hvis det er, hvad du har)
  • 1/2 tsk. sambal oelek eller anden chili
  • Urtesalt og peber (vent med salten – bouillonen er ret salt)
  • 1/3 aubergine skåret i tern (kan udelades)
  • 1/2 revet gulerod (kan udelades)
  • Hvis du vil have den ekstra fyldig og mættende: En håndfuld røde linser

Hak løg og hvidløg og steg i olivenolie i en gryde. Tilsat tomatpure og lad det brænde lidt af, så den værste syrlighed ryger. Tilsæt resten af ingredienserne undtagen aubergine og gulerod. Lad det simre og smag til. Helt en time eller gerne endnu længere, hvis du har tid, men minimum 1/2 time. Den lange simretid gør, at det udvikler mere smag. Blend tomatsovsen med en stavblender og tilsæt aubergine og gulerod og lad dem simre med det sidste kvarter.

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Piña colada-is | Bærmonster
    23. maj 2015 at 8:04

    […] jeg gik ind i eksamensperioden, foodpreppede jeg for alle pengene: Rugbrød, tomatsovs, daddelkugler og ananasis. Dog ikke den samme, som tidligere har været på […]

  • Skriv en kommentar