Du er ikke alene

Hen over julen så jeg SKAM. Igen. For jeg har allerede set NRK’s mesterværk af en ungdomsserie en gang, men afslutningen på sæson tre krævede et gensyn.

Gensynet fik mig til at fundere endnu mere over, hvorfor nogen som jeg, der er ældre end målgruppen, falder i svime over en norsk serie. Der har været skrevet stimevis af debatindlæg, avisartikler og meget andet om SKAM allerede, så indlægget her er ikke en gentagelse. I stedet handler det om mit eget kendskab til de to nok største tematikker i SKAM.

SKAM tager mange væsentlige emner op i løbet af de indtil videre tre sæsoner: Utroskab, brudte venskaber, ensomhed, sexisme, voldtægt, racisme, spiseforstyrrelser, kærlighed, homoseksualitet, religion. Men størst af alt står to tematikker: Skammen og venskaberne.

Hver sæson behandler hovedpersonens skam. I løbet af hver sæson får hovedpersonen skrællet skammen af sig. Mest af alt er det vennerne, der skræller skammen af; vennerne, der viser hovedpersonen, at hun/han ikke er alene. I SKAM overlever venskaberne alt, også hovedpersonen, der kan opføre sig som lidt af en drittsekk overfor sine venner, fordi vedkommende skammer sig over sig selv.

SKAM fortæller, at vi ikke er alene. At vores venner bærer os op og holder hænderne under os. At vi griber hinanden til sidst, som dette meget læsværdige debatindlæg også beskriver.

Dybe venskaber – eller?

De dybe venskaber er det, der får mig til at se SKAM igen. Fordi det var det, jeg savnede i min egen tidlige teenagetid. Det er årsagen til, at jeg skriver dette indlæg, der kommer til at gå så tæt på, at jeg sendte det til mine forældre, for jeg lagde det her. For der var ting, de ikke vidste om min barndom og teenagetid. Ting, jeg har skammet mig over, emner, der er tabuiserede. Emner, hvor jeg overvejer, om det bryder med min personlig/privats-sfære på internettet. Omvendt er det måske slet ikke så stort et nummer, som jeg gør det til, for andre har delt før, men privatsfærer er forskellige.

Alligevel skriver jeg det. For jeg tror på, at verden bliver et smukkere sted, hvis vi tør dele det, der har gjort ondt. Gang på gang har jeg oplevet, at jeg bliver stærkere af at være sårbar. At jeg ikke falder, når jeg fortæller noget, der går tæt på. Kan mit indlæg få bare et menneske til at føle sig lidt mindre alene, er det det værd.

Buttet boldspasser

Jeg var ikke det seje barn. Lidt buttet og uden de store boldfærdigheder. Alligevel har jeg gået til både badminton og fodbold, det sidste et hele 5. klasse, for det gjorde samtlige andre piger i min klasse. Jeg husker idrætstimerne som et sammensurium af fodbold og rundbold, med lærere, der ikke overvejede, at man kunne bevæge kroppen på andre måder end at kaste med en bold. Både vores idrætslærer og vikarerne gav eleverne mulighed for at lave hold, der altid endte med “førstevælger”. Jeg husker det, som at jeg altid blev valgt sidst eller næstsidst.

Jeg havde venner. Men hende, jeg så som min bedste veninde, droppede mig til fordel for de populære piger i klassen. I dag ved jeg godt, at hun på ingen måde gjorde det af ond vilje. Hun vidste ikke, hvordan det føltes for mig. En historie har altid to sider. Jeg tror, hun gjorde, hvad hun kunne, for selv at overleve.

I 5., 6. og 7. klasse boede jeg i bøgerne. Jeg læste stimevis af romaner. Drømte mig væk til bedre verdener. Timerne var der, hvor det sjove skete, mens frikvartererne handlede om at overleve.

Jeg er aldrig blevet mobbet meget, men at blive holdt udenfor gør også ondt. Man kan ikke svare igen på ensomhed.

At være blandt de populære i klassen var det eneste, der talte i de år. I 5. klasse tog jeg mig selv i at være med til at mobbe en dreng fra min klasse. Hvad jeg præcist har sagt, kan jeg ikke huske, men allerede dengang forstod jeg dynamikken: Mobbeofre og det, der ligner, kan nemt blive de nye mobbere. Det ville jeg ikke. Hvis jeg ikke kunne bedre, var mit liv ikke noget værd, tænkte jeg.

Derfor gik jeg hjem. Satte proppen i bunden af håndvasken og fyldte den med vand. Kiggede længe ned i den.

Den dag tog jeg en beslutning: Jeg var noget værd for nogen. Jeg ville aldrig gøre mine forældre ulykkelige ved at tage livet af mig selv. Jeg tømte håndvasken for vand, mens jeg græd.

Man kan i øvrigt ikke drukne sig selv i en håndvask, men så meget vidste jeg heldigvis ikke dengang. I dag ønsker jeg at give fortids-Marianne en stor krammer. Fortælle hende, at hun var god nok, lige præcis, som hun var. Fortælle, at det blev bedre. Og fortælle hende, at hun tog en stærk beslutning som 11-årig.

Der var ingen tvivl om, at jeg burde have skiftet skole, og jeg talte da også med mine forældre om at begynde på en privatskole i 6. klasse. De havde fået en plads til mig, men da det kom til stykket, turde jeg ikke. Jeg tror, jeg var bange for, at der heller ikke var nogen, der kunne lide mig et andet sted. Jeg ved, at min mor i dag ærgrer sig over, at mine forældre ikke tvang mig, men jeg ved, at de gjorde alt det, de kunne.

I 8. klasse begyndte det at lysne. Jeg hang ud i den lokale ungdomsskole sammen med nogle lidt for vilde typer, hvor jeg så to af dem sniffe lightergas til en fest. Og jeg blev endnu mere aktiv i FDF, hvor jeg oplevede et rum til at være, et rum til at fjolle, og hvor jeg fik nye venner.

Ensomheden blev også dulmet mindre konstruktivt. Jeg var seriel monogam fra starten af 8. klasse og frem til slutningen af gymnasiet. Mænd kunne give mig opmærksomhed og få mig til at føle, at jeg var noget værd. Mad eller manglen på samme kunne det også. I mange år vejede jeg mig punktligt hver morgen, skrev det ned i en lille bog med kommentar på dagens vægt. Nogle perioder skrev jeg alt det, jeg spiste, ned.

Da jeg kom på efterskole i 9. klasse lysnede det for alvor: Jeg fik nye venner og oplevede, at jeg var noget værd. Min mor har senere fortalt mig om en episode, fra da hun en weekend skulle hente eller aflevere mig på efterskolen. I bilen fortalte jeg min mor, at jeg havde taget på, men at “Det er ligemeget, for nu har jeg det godt”. Hun var lige ved at køre i grøften.

Selvfølgelig kunne mine forældre ikke have vidst det hele. De kunne se signalerne, men jeg delte ingenting med dem i mine teenageår. Gik alene med min ensomhed.

Du er ikke alene

Havde jeg kunnet ændre noget i dag, havde jeg fortalt mine forældre, hvordan jeg egentlig havde det. Ensomhed kan man ikke altid bestemme over. Men man kan vælge, om man tør dele den med nogen. Jeg er overbevist om, at det gør os stærkere at turde dele vores skam.

Jeg ved, at min folkeskoletid ikke er noget, der stikker særligt ud. Mange mennesker har oplevet den knugende ensomhed. Den stadig tabubelagte ensomhed, for i vores ekstroverte samfund er det noget af det værste, hvis vi ikke kan “finde ud af” at danne stærke relationer.

Selvom jeg har lyst til at give fortids-Marianne lidt mere kærlighed, er jeg intet offer. Min barndom og ungdom har på mange måder gjort mig til den, jeg er. Det har givet mig tid til at nørde fagligt, det har givet mig en forståelse for mennesker, der kæmper, og det har givet mig ekstra taknemmelighed for de gode venskaber, jeg har i dag.

Den lille, usikre pige

Men en sjælden gang imellem dukker den lille, usikre pige op. Hun kan få mig til at tvivle på mine gode, stabile relationer for en stund, for hvorfor gider nogen egentlig være venner med mig? Hun kan få mig til at overanalysere mine og andres reaktioner, og få mig til at blive bange for, at de gode, stærke relationer holder op med at være så gode og stærke.

Nu kender jeg den lille, usikre pige. Jeg ved, hvornår det er hende, der snakker, og hvornår det er mig, den, jeg er i dag. Jeg er ikke bange for usikkerheden længere. Jeg frygter ikke ensomheden på samme måde, for jeg ved, at den ikke kun handler om den familie, man selv stifter, men lige så meget de venner, man vælger. Nogle gange er jeg alene, men alenehed og ensomhed er to vidt forskellige størrelser, som jeg har skrevet om her. Man kan være ensom blandt mennesker, og man kan være alene og føle sig elsket.

Venner skal plejes. Heldigvis kan gode relationer også holde til meget. Jeg er dybt taknemmelig for de relationer, jeg har i dag. Både venner og familie. Tak.

Mennesker trenger mennesker. Lad 2017 blive året, hvor vi griber hinanden, når vi falder.

 

P.S. Gode Cathrine fra Rockpaperdresses har også skrevet en del indlæg om ensomhed, blandt andet dette, som jeg synes er så fint og rigtigt.

P.P.S.: Vil du læse flere gode indlæg om SKAM, kan jeg anbefale disse:
“O Helga Nat”-klippet i SKAM, sæson 3, hvor eneste ord er Isaks “Du er ikke alene”
“Er der nogen, der griber mig, når jeg falder?” – debatindlæg i Information (også nævnt øverst i dette blogindlæg)
“SKAM har gjort mig til en 44-årig voksenteenager” – debatindlæg i Politiken af altid gode Inge Støttrup, der skriver de klogeste kommentarer i Facebook-gruppen “Kosegruppa DK”
“De religiøse symboler i SKAM afkodet” – artikel i Soundvenue (som i øvrigt skrev nærmest dagligt om SKAM, hvis du vil læse mere)
“SKAM er tilbage: Her er 25 norske ord, du ikke fatter” – artikel i Politiken
“Fremragende SKAM står for årets nok tykkeste metafor” – anmeldelse i Information
“SKAM: Til dere, som ikke tok kampen” – blogindlæg om at springe ud
“Nerven i SKAM skal være stærk og relevant” – interview med seriens skaber, Julie Andem

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.

Relateret indhold

23 kommentarer

  • Besvar
    Sidsel
    21. juni 2017 at 21:54

    De allerbedste voksne jeg kender, har ikke været med i Pepsi Max klubben – det gælder også for kollegaer ❤️

    • Besvar
      Marianne Luna
      22. juni 2017 at 18:33

      Du er sød, Sidsel! <3

  • Besvar
    Caroline Legind-hansen taarup
    11. januar 2017 at 23:18

    Meget meget fint skrevet <3

    • Besvar
      Marianne Luna
      12. januar 2017 at 9:24

      Mange tak. 🙂

  • Besvar
    Liv
    5. januar 2017 at 11:04

    Stærkt skrevet Marianne 🙂 tak fordi du deler, jeg er helt enig i at det gør verden til er skønnere sted.

    • Besvar
      Marianne Luna
      5. januar 2017 at 11:12

      Mange tak for din kommentar. 🙂

  • Besvar
    Tak! Og om at komme ud af ensomheden | Bærmonster
    5. januar 2017 at 10:01

    […] er stadig lidt kulret over reaktionerne på gårsdagens indlæg, både fra mennesker, jeg kender, og fra mennesker, jeg endnu ikke kender. Jeg ved, at andre her i […]

  • Besvar
    Michael Nørgaard
    4. januar 2017 at 23:26

    Den eneste gang jeg har været i “skole” med dig, var du i mine øjne helt klart en førstevælger ;).

    Rigtig fin skriv og godt at få det belyst, jeg tror vi er mange der har haft en opvækst der på den ene eller anden måde har sammentræk med det du beskriver, og netop det betyder at det er ekstra vigtigt at få frem.

    Om end jeg ikke kendte datids Marianne, er jeg glad for at kende nutids.Marianne 🙂

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 23:52

      Hej Michael
      Tusind tak for din søde kommentar. 🙂 Lad os snart drikke kaffe!

  • Besvar
    Kira
    4. januar 2017 at 15:42

    Fint, sejt og modigt indlæg, Marianne!

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 16:24

      Tusind tak, Kira. 🙂

  • Besvar
    Tanja Gotthardsen
    4. januar 2017 at 15:07

    Kære Marianne,
    Du er fantastisk, intet mindre. Knus og næsegrus beundring herfra <3

    Kh
    T

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 16:24

      I lige måde, skønne Tanja! <3

  • Besvar
    K
    4. januar 2017 at 14:53

    Jeg er så enig og jeg kan genkende så mange af dine tanker 🙂 Jeg har også taget SKAMs budskab til mig. At står frem, at turde være sårbar og ikke at skamme sig over de ‘vanskeligheder’, man oplever i sit liv. Jeg er i hvert fald blevet meget mere ærlig og åben. Fantastisk TVserie, som jeg ikke kan lovprise nok.

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 16:25

      Mange tak for din kommentar. 🙂 Det er nemlig så fint et budskab – og en fantastisk serie. Vi bliver stærkere af at turde være sårbare.

  • Besvar
    Sidse
    4. januar 2017 at 13:53

    Dejligt og vigtigt indlæg Marianne…
    Det er så vigtigt at sige højt at vi alle sammen kan blive ensomme og ulykkelige (og har været det) og at det er muligt at blive glad igen. Jeg var glad for at jeg mødte fortids-Marianne og at vi havde sådan en dejlig efterskoletid sammen!

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 14:20

      Tusind tak for din kommentar, Sidse! Du var i den grad med til at gøre ensomme Marianne til en glad Marianne. Tak for dig, og tak for en dejlig efterskoletid. 🙂

  • Besvar
    Katrine
    4. januar 2017 at 11:57

    Tak for et smukt indlæg, ML <3

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 14:19

      <3 til dig, Katrine.

  • Besvar
    Johanne
    4. januar 2017 at 10:21

    Du er så meget ikke alene! Kan genkende mange ting fra din beretning, men især den med at det har formet nytids-mig.
    Stort krammer til dig! Og så skal jeg fanme igang med at se skam!

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 11:19

      Mange tak for din kommentar, Johanne. 🙂 Jeg tænkte faktisk over det, ift. det, du skrev om mobning på Instagram – vores fortid er med til at forme os, men vi er selv med til at vælge, hvordan vi bruger det. Om det er til offergørelse eller til at blive mere empatiske.
      Kram til dig også. 🙂

  • Besvar
    Marina
    4. januar 2017 at 9:41

    Jeg vil give nutids-Marianne et kram! Holder så meget af dig, du skønne veninde <3

    • Besvar
      Marianne Luna
      4. januar 2017 at 11:18

      Og kram til dig også. <3

    Skriv en kommentar