DIY: Fra kedelig stol til cirkusstol

IMG_1547web2Tilbage i december viste jeg lidt billeder fra min lejlighed. Jeg er så heldig, at jeg har fået et teaktræsbord og seks stole af min farmor. Stolene ombetrak jeg sidste år, og har været mægtig glad for dem. Men de 50 år gamle stole, der havde stået på et loft, kunne ikke klare mosten i den virkelige verden. Nu er de fleste desværre gået i stykker.

Derfor begyndte jeg den store stole-jagt. Målet var stole, man sad godt i, de skulle ikke nødvendigvis være ens, men de skulle i hvert fald ikke være dyre, så genbrugsbutikker og loppemarkeder var vejen frem. Her fandt jeg blandt andet fire af ovenstående (den til venstre, der sjovt nok også er den til højre, hvis det giver mening). Der var potentiale i dem, men ved siden af et teaktræsbord ville det blive lidt rigeligt med mange forskellige træsorter til, og da slet ikke, når stolene oven i købet var relativt ridsede.

Derfor malede jeg stolene og ombetrak dem. Hvis du er nysgerrig, kommer her en lille gør-det-selv-guide. Det mest besværlige og tidskrævende er ombetræknings-delen, men det kan lade sig gøre, ellers havde jeg ikke gjort det to år i træk (altså med teaktræsstolene sidste år).

Du skal bruge:

  • Stole
  • Sandpapir (ret fint, jeg brugte korn 120-180)
  • Evt. grundrens, ellers bare vand og sæbe samt en klud
  • Afdækningsplast eller sorte sække, der er sprættet op, så der ikke kommer maling ud over det hele
  • Maling og evt. grunder
  • Pensel
  • Nyt stof
  • Nyt skum til stolesæderne, hvis det er meget fladt (kan købes i fx Skumhuset i Århus, ellers søg på nettet. Det skal være til stolesæder, for det skal være ret kraftigt i kvaliteten, så det kan tåle, at man sidder på det)
  • En hæfteklamme-pistol og hæfteklammer (jeg brugte 8 mm)
  • En tang eller andet til at tage hæfteklammerne ud med
  • Saks til at klippe stof med
  • Skruetrækker
  • Tålmodighed

IMG_1534webStart med at skrue sæderne af stolene.

Eftersom mine stole var ulakerede, gav jeg dem ikke grundrens. I stedet vaskede jeg dem i vand med en lille smule universalrengøring i og sleb dem med sandpapir bagefter, så de nemmere kunne tage imod malingen.

Det er klart nemmest at male stolene et overdækket sted, så de er sikret, hvis det begynder at regne. Jeg har ikke prøvet at bruge malingen indendørs, men en del træmalinger kan godt bruges indenfor. Husk at dække med afdækningsplast, så der ikke kommer maling ud over det hele.

Nogle vil tale stort for grunder her, men da jeg havde rigeligt med maling og ikke gad at købe grunder (og i øvrigt har klaret mig fint uden grunder tidligere), malede jeg bare mine stole.

Jeg brugte denne maling, der er rimelig miljøvenlig og i øvrigt halvblank:

IMG_1536webMalingen skal tørre 16 timer mellem hver maling. Mine stole skulle have tre lag, hvilket de fleste træting typisk skal have, hvis det skal være helt ordentligt. Det tager derfor lidt tid.

I mellemtiden kan du kaste dig over stolesæderne.

Først og fremmest skal alle – eller i hvert fald en god del af – hæfteklammerne ud af stolene, så stoffet kan komme af og hæfteklammerne ikke sidder i vejen for de nye. Det er klart den mindst spændende del af hele processen, hvis du spørger mig, men det er en god måde at komme af med eventuel arrigskab på og få testet sin tålmodighed samtidig.

Når du har fået stoffet af, så skal det nye måles op. Sørg for, at det sidder ordentligt om stolen og vender den vej, du vil have den, inden du går i gang med hæftepistolen. Og stram stoffet rigtig godt ud. Det kan være en hjælp at være to, hvor den ene strammer og den anden bruger hæftepistolen, men det kan godt lade sig gøre alene. Det er i øvrigt sådan en hæftepistol her, jeg har brugt:

IMG_1576webLad stolene tørre helt efter sidste lag maling, det vil sige to dages tid, inden du igen skruer sæderne på. Og voila, helt nye, gamle stole. Om man er fan af cirkuslignende mønstre er selvfølgelig en smagssag, men jeg synes, det er ret hyggeligt, at det ikke bare bliver hvidt-i-hvidt.

IMG_1545web

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Sustainable Sunday: Boligindretning m. genbrug | Bærmonster
    14. august 2016 at 11:52

    […] og farfar, og som du kan ane i indlægget her – jeg har også stadig begge turkisblå lamper. Stolene er disse, som også er købt i en genbrug og malet og ombetrukket – i alt har det kostet cirka 250 kr. […]

  • Besvar
    PeacefulAngel
    12. september 2014 at 11:27

    Wow sikke en forvandling 🙂

    • Besvar
      lunabaermonster
      12. september 2014 at 11:41

      Ja. 🙂 Det tager lidt tid, men jeg er virkelig glad for mine “nye” stole.

      • Besvar
        PeacefulAngel
        12. september 2014 at 11:43

        Kan jeg godt forstå 🙂 Jeg har også malet en stol, så ved det tager lang tid 🙂

    Skriv en kommentar