Dahl

IMG_0114webNogen særlig fotogen ret er det ikke. Men det er virkelig en dejlig, varmende og krydret ret, som består af få basisingredienser og en frygteligt masse krydderier.

Opskriften er inspireret af en kogebog, jeg i øvrigt gerne vil give de varmeste anbefalinger, nemlig “Vegetarisk vellyst” af Tina Scheftelowitz og Christine Bille Nielsen. Jeg har vist skrevet om den før, men den fortjener næsten at blive nævnt igen, for hvor er der mange lækre, krydrede grøntsagsretter, hvor der også er fokus på at få protein gennem linser, bønner, quinoa og andet godt.

Hvis man er linseforskrækket er den også et kig værd, for måske aftager det efter man har lavet et par af opskrifterne – og ellers kan man starte med dem, der ikke indeholder linser og bønner.

Men nok om kogebogen. Der er mange krydderier i denne dahl, men det er også det, der gør den så lækker. Og når du først har tilføjet de forskellige ting til krydderihylden, er du godt på vej til at have krydderier nok til at lave de fleste indiske og mellemøstlige retter.

Til 4 personer enten med ris/quinoa/salat eller for sig selv – afhængigt af, hvor sulten man er – skal du bruge:

  • 5 hele kardemommekapsler
  • 1/2 tsk anisfrø og 1/2 tsk fennikelfrø eller 1 tsk af en af delene (jeg brugte 1/2 tsk af hver)
  • 2 tsk hel koriander
  • 1 tsk hele nelliker
  • 2 tsk hel spidskommen (jeg brugte dog stødt, da det var det, jeg havde)
  • Chilipulver efter smag – jeg brugte 1/2 tsk
  • Hakket, tørret eller frisk chili efter smag – jeg brugte 2 tørrede
  • 7 fed hvidløg
  • 2 små løg (ca. 100 g)
  • 2 spsk fintrevet, frisk ingefær (jeg brugte 2 tsk tørret, da jeg ikke havde frisk)
  • 1 spsk smagsneutral olie
  • 2 spsk karry og/eller garam masala (jeg brugte 2 spsk god, indisk karry – ja, 2 spiseskeer)
  • 5 laurbærblade
  • 1/2-1 kanelstang
  • 400 g røde, gule eller brune linser (jeg brugte røde)
  • Ca. 8 dl grøntsagsbouillon (jeg brugte Herbamare og kogt vand)
  • 2 dåser hakkede tomater
  • Lidt salt

Flæk kardemommekapslerne og pil frøene ud. Rist kardemomme, anis, fennikel, nelliker, koriander og spidskommen (rist ikke spidskommen her, hvis det allerede er stødt!) til det dufter og popper. Rør godt i det undervejs, så det ikke brænder på. Knus krydderierne i en morter eller en kaffemølle, hvis du har en, du bruger til krydderier.

Hak hvidløgsfedene og løgene og skræl og riv ingefæren (hvis du bruger tørret, så vent med ingefær).

Steg hvidløg, løg og ingefær i olie i en gryde under omrøring. Lad det stege et par minutter og tilsæt karry og garam masala og steg videre nogle minutter. Karry udvikler først rigtigt sin smag, når det bliver ristet her. Tilsæt alle de andre krydderier og steg kort tid, tilsæt så laurbærblade, linser, grøntsagsbouillon og flåede tomater.

Retten skal simre i en times tid. Den udvikler bare endnu mere smag, hvis den får lov at simre i længere tid. Min fik dog kun en time, og det var helt fint. Rør jævnligt undervejs og smag til sidst til med salt og evt. flere krydderier.

Retten kan laves hurtigere, hvis du bruger stødte krydderier, ligesom du kan tilsætte grøntsager til sidst i processen, så de får lov at simre med et kort stykke tid.

Jeg har spist dahl to dage i træk og kan tilføje, at den ikke tager skade af at trække yderligere i køleskabet natten over. Den kan også fryses, hvis man har lavet mere, end man kan spise.

P.S. Det, der gemmer sig på skeen på billedet er skyr. Næste gang vil jeg prøve med en raita til, tror jeg. Men egentlig fungerer dahl også rigtig fint bare med sig selv.

Relateret indhold

5 kommentarer

  • Besvar
    Heja Sverige #2 | Bærmonster
    5. august 2016 at 12:30

    […] af dagene, hvad der både kom lækker brunch, cookies til eftermiddagskaffen, indisk mad med bl.a. dahl til hovedret og frugtsalat med råcreme og andet godt til dessert. Muligvis lidt ambitiøst, og jeg […]

  • Besvar
    Fouragering til specialeslutspurten | Bærmonster
    8. maj 2016 at 8:01

    […] har lavet en kæmpe portion dahl, der er pakket i enkeltportioner i min fryser sammen med den chili sin carne, jeg lavede for et […]

  • Besvar
    I 2013 | Bærmonster
    29. december 2013 at 9:40

    […] januar skrev jeg om at spise dyr. Lavede osso buco, bounty og dahl. I februar var jeg i Dubai og senere […]

  • Besvar
    Shurjeel
    21. juli 2013 at 12:07

    Af en der opvokset i det indiske køkken, så er denne opskrift nok den mest omfattende dahl-opskrift jeg til dato har set. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at smage den, den virker kompleks.
    Havde du brugt Garam Masala i stedet for karry så kunne du godt havde undværet kardemomme, anis, kanel, nelliker og sort peber i din opskrift, da det allerede er der.
    En lille hemmelighed omkring karry, så er det stort set bare gurkemeje og chili. Karry fås ikke i Indien.

  • Skriv en kommentar