Dagens tip: Den tid på måneden

Jeg elsker den her årstid. April-maj-juni. Sommeren er stadig ikke helt gået i gang (officielt i dag), så det hele er lidt ekstra sprødt, og der er masser at glæde sig til. Det er så grønt udenfor, at man næsten får ondt i øjnene. På den gode måde, forstås.

Det er nu ikke græs og sommer, det skal handle om i dag. Faktisk noget, jeg burde have skrevet om for længst. Det handler om bæredygtighed. Og om noget, som cirka halvdelen af jordens befolkning kommer til at opleve. Nemlig menstruation.

Så kære mand, der læser med her på Bærmonster: Du må meget gerne læse med videre, for selvom dette tip ikke er brugbart for dig selv, så skal man efter min mening ikke kimse ad at lære noget nyt. 🙂

Og hvorfor har jeg ikke skrevet om det før? Først og fremmest fordi jeg startede Bærmonster som en madblog. Men efterhånden som min interesse for bæredygtighed og alt muligt andet har grebet om sig, har bloggen det også, og er nærmere ovre i madblog-livsstilsblogssegmentet i dag. Det er helt med vilje, for når jeg har så meget skrivekløe, er det svært kun at skrive om nye opskrifter, som jeg trods alt ikke finder på hver dag.

Jeg har også en anden tilståelse: Jeg har faktisk tænkt, at det var lidt for privat at skrive om.

Privat? Det er jo fuldstændig vanvittigt at tænke det som privat, når det er noget, stort set alle kvinder kommer til eller har oplevet ret mange gange. Det er jo ikke ligefrem farligt, men egentlig bare et tegn på, at kroppen fungerer, som den skal. At nogle kvinder ikke har det, er en anden sag, som det ikke skal handle om i dag.

Nok retoriske spørgsmål for i dag. Men jeg indrømmer blankt, at det er vanvittig skørt at se det som privat, når jeg i øvrigt går op i ligestilling (for køn, etnicitet, religion osv. – det er vist en anden sag igen) og er ret interesseret i bæredygtighed.

Dette tip er nemlig ret bæredygtigt.

I løbet af et liv kan man bruge absurd mange penge på tamponer og bind, hvilket også er vat, plastik og alt muligt andet, som vores underliv ikke ligefrem bliver lykkelige af. Og som kræver en masse for overhovedet at producere.

De sidste 9 år (jeg siger jo, jeg burde have skrevet om det for længst) har jeg brugt en menstruationskop fra Mooncup. Og jeg kan næsten ikke få armene ned over dens fortræffeligheder. Først og fremmest er den billig: 2-400 kroner for en kop, der kan holde i 10 år. Samtidig er mit underliv gladere i dag. Og ikke er forglemme er den væsentlig bedre for miljøet end bind og tamponer i læssevis.

Sidst, men ikke mindst, skal den bare tømmes et par gange i døgnet, så du slipper for at huske tamponer og finde toiletter med affaldsspande i løbet af dagen. Jeg tømmer min morgen og aften, vasker den med vand og intimsæbe. Efter hver menstruation koger jeg den, bare ved lægge den i min håndvask med proppen i og hælde kogende vand over. Så er den ren og klar til næste gang.

Er der overhovedet nogle negative ting ved den? Ja, hvis du har spiral, er det ikke en god idé at bruge en menstruationskop, idet den danner et vakuum i skeden, som kan flytte på spiralen, når du trækker den ud.

Og så skal du nok have eller arbejde på at få et ufarligt forhold til din krop og kropsvæsker i al almindelighed. Det kan jeg i øvrigt anbefale, for kroppen er heldigvis ikke så farlig. 🙂 Har du det, kan du læse meget mere om den geniale opfindelse lige her og ligeså finde tip til, hvilken type menstruationskop, der er god til dig. Størrelsen afhænger blandt andet af, om du har født.

Jeg kender i øvrigt en dygtig kvinde, der er med til at udbrede koppen i Afrika. Mange steder i det Afrika har kvinderne ikke haft råd til menstruationsbeskyttelse, og har derfor brugt alt fra jord til hø til ingenting. Her er menstruationskoppen et væsentligt rarere alternativ, der økonomisk er mere tilgængeligt. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om projektet lige her.

Har du prøvet menstruationskoppen?

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Sustainable Sunday: Zero Waste - Reuse + Repair | Bærmonster
    3. oktober 2017 at 20:59

    […] tamponer/bind med menstruationskop: Jeg har tidligere rost menstruationskoppen her, som jeg har 11-års jubilæum med at bruge i år (!). For et halvt års tid siden udskiftede jeg […]

  • Skriv en kommentar