Cirkussalat med feta

Nogle dage trækker de lette retter. Dem, der ikke ligger tungt i maven. Dem, man kan nyde på altanen med sin rumbo, mens man drikker en gin og tonic – bare fordi, der var en halv flaske tonic i køleskabet. Sådan en er denne salat. Cirkussalat, fordi den er fuld af farver, glæde og cirkus. Blandingen er ganske hjemmegjort, og eksemplet på, at nogle gange er mere mere, ikke mindre: forskellige grøntsager giver forskellige smagsindtryk for hver bid, og det er dejligt.

Opskriften består af en masse forskellige grøntsager, kærlighed og feta.

Til hovedret til 3 eller som tilbehør til en masse mennesker skal du bruge:

  • 1 agurk
  • 500 g blommetomater eller andre gode tomater, der smager lidt af sol
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 gulerødder – brug en tyndskræller
  • 1 rødløg
  • 2 store stængler bladselleri
  • Et bundt radiser
  • Et bundt persille
  • Ca. 200-250 g god feta
  • Saft fra 1 citron – ca. 1/2 dl
  • 1/4 dl (måske lidt mindre) god olivenolie
  • Urtesalt – ikke så meget
  • Peber
  • Et par soltørrede tomater – jeg brugte 6
  • Gode oliven – jeg brugte en håndfuld kalamata
  • En håndfuld ristede græskarkerner

Skær grøntsagerne og de soltørrede tomater fint ud, nuldr fetaen over, bland med finthakket persille og dressing af olie, citronsaft, salt og peber. Top med ristede græskarkerner og nyd i solen.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar