Lige før påske stod jeg med noget ricotta, som jeg ikke helt kunne huske, hvorfor jeg havde købt. Men det skulle bruges, for jeg smider allernødigst mad ud. Og jeg havde lyst til at bage kage, fordi jeg fik gæster, fordi det var fredag og fordi kage er dejligt. Så mange undskyldninger for så lidt kage, tænker du måske. I hvert fald blev ricottaen ledsaget af noget mere italiensk ost, nogle kiks og lidt andet godt og blev til en cheesecake.
Opskriften har jeg fundet her, og for en gangs skyld jeg har næsten fulgt den. Dog puttede jeg en stang vanilje i og mere citronskal, idet jeg holder af begge dele. Den kan sagtens tåle skal fra en hel citron, ligesom vanilje giver en skøn, aromatisk smag.
Nok snak. Til en cheesecake, der giver otte stykker, skal du bruge:
- En springform på 20 cm i diameter (eller noget, der ligner, men en springform gør det nemmest at få kagen ud)
- 200 g digestive-kiks
- 110 g smeltet smør
- 250 g ricotta (1 bæger)
- 250 g mascarpone (1 bæger)
- 110 g sukker
- 3 æg
- Vanilje fra en hel vaniljestang
- Skal fra en hel, økologisk citron
- 125 g blåbær (allerhelst de rigtige blåbær, der er blå indeni også. Änglemärk sælger dem frosne og ellers kan man være heldig at finde dem i skovbunde, når det bliver sommer)
Tænd ovnen på 160 grader (ikke varmluft)
Blend kiksene, og bland det med det smeltede smør. Tryk kiksemassen ned i en springform, så det dækker hele bunden rimelig ligeligt. Sæt springformen i køleskabet, mens du forbereder resten af fyldet.
Rør ricotta, mascarpone og sukker til en lind masse. Tilsæt æggene et ad gangen og rør mellem hver (eller pisk dem i, det gjorde jeg, og det virkede fint). Vend citronskal og blåbær i massen.
Tag kagen ud af køleskabet og vend ostemassen over kiksebunden. Bag i cirka 60-65 minutter (min fik 70, og det passede fint, men det afhænger af formen, så hold øje). Lad kagen køle godt af, før du skærer i den. Pynt eventuelt med blåbær eller andet godt inden servering.
0 kommentarer