Broccolisuppe

IMG_3613

Nogle gange sker det, at jeg bliver lidt overentusiastisk, når jeg køber ind. “Næ, der er økologiske broccoli på tilbud! Ting fra Urtekram! Uh, nye jordbær!” Og pludselig står jeg med to økologiske broccolibuketter i køleskabet, der skal bruges nu-nu, fordi jeg muligvis havde købt lidt rigeligt.

Når det gælder halvslatne grøntsager, er suppe ofte min redning. Det er nemt at lave, smager godt og er en genial måde at få ikke så sprøde grøntsager til at smage formidabelt, så længe man husker at smage suppen til.

Suppen består af den magiske treenighed: Chili, ingefær og hvidløg – tilsat en fjerde vigtig ting i min verden, nemlig citronskal og -saft. Det er nogle grundkrydderier i mit køkken, der kan peppe virkelig mange ting op. Også broccoli.

IMG_3614

Til cirka 4 personer skal du bruge:

  • 3-5 fed hvidløg (jeg brugte 5, fordi de var små)
  • 1 løg
  • 1 lille squash (min vejede 140 g, men det kommer sig ikke så nøje)
  • 2 broccolibuketter (1 kg i rå mængde)
  • Lidt kokosolie
  • 1/2 dåse kokosmælk
  • 10-12 dl grøntsagsbouillon
  • 2 cm frisk ingefær
  • 1-2 tsk sambal oelek, frisk chili eller hvad du ellers lyster
  • Skal og saft af 1/4 citron
  • 1 tsk citrongræs (kan udelades)
  • Lidt salt (ikke meget, da bouillonen også er salt)
  • Peber

Varm kokosolien op i en gryde. Hak løg, hvidløg og ingefær og hæld ned i gryden og lad det hygge sig i et par minutter. Tilsæt broccoli skåret i små buketter og squash og lad det simre lidt mere, så grøntsagerne tager smag, inden du tilsætter væske. Tilsæt så grøntsagsbouillon, sambal oelek, citronskal (vent med saften til sidst!) og citrongræs og lad det simre i et lille kvarters tid til broccolien er mør.

Blend suppen med en stavblender. Tilsæt kokosolie, varm suppen op og smag til med citronsaft, salt og peber.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar