Broccolisalat

IMG_2928For et par uger siden var jeg på besøg hos en god veninde, hvor vi blandt andet lavede hasselback-kartofler og broccolisalat. Det er firsermad på den skønneste måde.

Broccolisalat er en oldschool klassiker, som jeg er glad for at have genfundet. For det smager noget så rart. Samtidig kan salaten snildt laves i større portioner, for den kan fint holde sig et par dage i køleskabet.

Jeg har droppet baconen, men i stedet tilføjet røget paprika, der giver samme røgede smag, for en skøn og vegetarisk udgave af firsersalaten.

Til cirka 4 mennesker (afhængig af salattrang – der var tre bærmonstre om denne portion) skal du bruge:

  • 1 broccoli
  • 1 rødløg
  • 2-3 tsk dijonsennep
  • 2-3 tsk honning (agavesirup for en vegansk version)
  • Revet skal og saft af 1/2 økologisk citron
  • Olivenolie (1/4 – 1/2 dl)
  • Salt og peber
  • 2 håndfulde solsikkekerner
  • Evt. en håndfuld rosiner
  • Røget paprika (krydderi)

Skær broccolien i mundrette stykker og læg dem i en stor si. Kog noget vand og hæld det over broccolien. Du kan også spise dem helt rå eller koge dem i længere tid, men jeg synes, en hurtig skyller med kogende vand tager den værste “råhed” ud af broccolien, samtidig med at det bevarer sin sprødhed.

Fjern skallen på rødløget og hak det fint.

Bland dressingen af dijonsennep, citronsaft, fintrevet citronskal, honning, olivenolie og salt og peber og smag til.

Giv solsikkekernerne et par minutter på en varm, tør pande, så de udvikler mere smag. Bland dem derefter med lidt røget paprika.

Bland broccolien med hakket rødløg og dressing. Bland rosiner i, hvis du lyster. Drys de ristede solsikkekerner på toppen og nyd som en mættende måltidssalat eller som tilbehør til lige, hvad du lyster.

Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Malene
    13. december 2016 at 20:11

    Den er så desværre ikke helt vegansk. Der er jo honning i

    • Besvar
      Marianne Luna
      14. december 2016 at 10:37

      Hej Malene
      Tak for din kommentar. Jeg oplever ret forskellige definitioner af, hvorvidt honning er vegansk eller vegetarisk. Men det er rettet i opskriften, så der står agavesirup for en helt vegansk version – det er jo heldigvis nemt at bytte honningen ud med noget andet, hvis man ønsker det. 🙂

      • Besvar
        Malene
        14. december 2016 at 11:38

        Det er nemlig rigtig, at det er nemt at skifte ud. Jeg kan se jeg var noget kort for hovedet, da jeg impulsiv fløj i at skrive. Det var simpel oplysning, hvis du ikke vidste det ?

        Honning er ikke vegansk, da man som veganer ikke bruger noget fra/produceret af dyr. Honning er biernes mad

        Venlig ment hilsen Malene

    Skriv en kommentar