Bønnekage og pauser

IMG_1919webDet har været den vildeste, smukkeste, fineste, travleste og hårdeste halvanden måned i lang tid. Sidste skoleprojekt inden bacheloropgaven, en god slat arbejde, yogalæreruddannelse og det der liv helt generelt. Lige nu øver jeg mig i at holde pauser igen.

I weekenden blev jeg færdig med min yogalæreruddannelse hos Fitness World og kan nu kalde mig yogalærer. Det er vildt. Jeg glæder mig til at arbejde videre med yogaen, forhåbentlig få nogle hold med tiden, og lære meget, meget mere.

I lørdags medbragte jeg en bønnekage til mine søde medyogier på holdet. Fuld af helsedame og fri for mange ting (sukker, laktose, gluten). Det lyder måske lidt for kedeligt, men det er det ikke. Kagen smager overraskende dejligt, og havde jeg ikke selv vidst, at den var så sund, da jeg spiste den, så havde jeg ikke gættet det. Med andre ord: den virker altså som en kage, og er god til dem, der er forskellige årsager ikke spiser sukker, gluten eller laktose.

Opskriften er et sammensurium af bønnekageopskrifter fundet hos andre bloggere, men jeg har især ladet mig inspirere af Stinnas bønnebrownie.

Til cirka en franskbrødsforms størrelse kage (måske en springform også passer fint) skal du bruge:

  • 100 g tørrede, sorte bønner (i kogt vægt er det ca. 190 g)
  • 100 g mandler, malet til mandelmel (andre nødder kan også bruges)
  • 3 æg
  • 10 dadler (uden sten) – jeg brugte friske, iranske dadler
  • 1 stor banan
  • 2 spsk (evt. 3) kokosolie (ca. 35 g)
  • 60 g kakao
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 – 1 tsk vaniljepulver eller vanilje fra en vaniljestang
  • En knivspids god salt
  • Evt: 100 g god, mørk chokolade (så er kagen selvfølgelig kun laktose- og sukkerfri, hvis chokoladen er det) eller nogle grofthakkede nødder. Jeg brugte ingen af delene, men jeg tror, det vil være lækkert
  • Kan pyntes med: Gojibær, kokosflager, kakaonibs eller andet godt

Dagen før sættes bønnerne i blød, så de når at ligge i blød i 12 timer. Skift vandet og kog dem i nyt, frisk vand i ca. 30 minutter.

Tænd ovnen på 180 grader.

Blend mandler (eller brug mandelmel).

Blend alle de våde ingredienser: bønner, æg, dadler, banan og kokosolie. Tilsæt mandelmel, kakao, bagepulver, salt og vanilje og blend det med.

Put dejen i en form og bag ved 180 grader i ca. 25 minutter. Min fik desværre lidt for meget (30 min), men så er det godt, at man kan forsøge igen. Den bliver lidt tør, hvis den får for meget.

Kagen er bedst, når den er helt afkølet, så bag den eventuelt dagen før.

Tip: Hvis den skal gøres mere festlig, kan den serveres med kokosflødeskum og frisk frugt.

Relateret indhold

4 kommentarer

  • Besvar
    Tine Hellerup
    6. juli 2016 at 20:43

    Det lyder super godt og lækkert. Jeg har bare det problem at kokosolie har de samme negative egenskaber som smør (mættede fedtsyrer). Hvad foreslår du at jeg erstatter det med?

    • Besvar
      Marianne Luna
      7. juli 2016 at 9:37

      Hej Tine
      Hvad mener du med negative egenskaber? Kokosolie har netop en masse gode egenskaber, fordi det består af mellemlange mættede fedtsyrer, og derfor fungerer helt anderledes i kroppen end smør. Det kræver naturligvis, at man bruger koldpresset kokosolie og ikke palmin, dog. 🙂
      Jeg har ikke prøvet med andet, så det kan jeg desværre ikke sige. Måske en god, koldpresset rapsolie kan bruges? 🙂

  • Besvar
    Fejring for alle pengene | Bærmonster
    19. februar 2016 at 15:12

    […] knækbrød i en ny og glutenfri version (opskrift følger, men det er denne med visse ændringer), bønnekage, daddelkugler (jeg havde lavet en ordentlig portion om fredagen og de holder sig absolut glimrende […]

  • Besvar
    Fejring for alle pengene | Bærmonster
    24. marts 2014 at 22:52

    […] ← Forrige […]

  • Skriv en kommentar