Banankage på en sundere måde

IMG_2109webJeg har egentligt ikke noget imod, at kage er usundt. Men jeg kan ret godt lide kage. Og eftersom jeg nok ville få sukker i lidt for voldsomme mængder, hvis alt det søde, jeg spiste, var lavet på raffineret sukker, så prøver jeg alligevel at begrænse det. Især, når man heldigvis ofte kan finde alternativer, der i hvert fald er lidt sundere, og stadig smager ret så godt.

Opskriften har jeg fundet hos Helse Matilde (og lavet lidt om, som jeg nærmest altid gør, fordi jeg ikke kan lade være), der kalder det bananbrød. Jeg vil dog vove at kalde det kage, for det smager som sådan, og der er stadig både honning og chokolade i, hvorfor jeg ikke vil spise det i samme mængder som rugbrød og grøntsager. Alt med måde, også banankage.

Til en franskbrødsform skal du bruge:

  • 4 modne bananer
  • 150 g grahamsmel
  • 50 g hvedemel
  • Et nip salt
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk kanel (evt. mere)
  • 1 æg
  • 2 spsk kokosolie (andet olie kan også bruges, men kokosolie smager dejligt og indeholder nogle ret så gode fedtsammensætninger)
  • 3 spsk honning (eller agavesirup)
  • 80 g mørk chokolade
  • 50 g valnødder

IMG_2111webMos bananerne, bland honningen i og rør ægget i. Bland de tørre ingredienser sammen og rør det sammen med bananmassen. Hak chokoladen og valnødderne, og bland det i dejen.

Bag i 40 minutter ved 180 grader. Brug gerne en strikkepind til at tjekke kagen undervejs – måske skal den have mere eller mindre.

Lad kagen køle af og nyd med søde venner.

Og ja, selvom den er næsten sund, så smager den altså dejligt. Modne bananer er tricket. Den bliver lidt tør efter et par dage, så derfor har jeg puttet halvdelen af min i fryseren.

Er man glutenallergiker, tror jeg sagtens man kan prøve at udskifte melet med nøddemel, boghvedemel eller andet glutenfrit mel.

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar