Bærmonster Klassisk: Bananis eller nicecream

IMG_1424web

Bananer er i mine øjne en genial frugt: Den er billig, søder og mætter godt. Bananpandekager og bananis to af mine yndlings, når den står på luksusmorgenmad, særligt den grønne bananis med spinat og en hel helsekostbutik på toppen. Det er sødt, men uden den trælse blodsukkerstigning man kan opleve ved raffineret sukker. Og så smager det noget så dejligt. Om det er luksusmorgenmad eller en lækker dessert, så kan bananis.

Bananis, nicecream, nanaicecream. Kært barn har mange navne. Denne geniale og simple is er hurtigt blevet en blogger-favorit mange steder, og jeg forstår det godt. Den er sukkerfri, mælkefri, glutenfri og alt-muligt-andet-fri. Men egentlig vil jeg hellere skrive om, hvad den er fuld af: Sødme, smag, frugt og nydelse. Har du ikke allerede prøvet at lave bananis, så vil jeg klart anbefale dig at give den et forsøg (eller tre).

Jeg laver bananis i alle mulige variationer. Konceptet er simpelt: Gem bananerne, til de er godt modne og har brune pletter på skrællen, altså lige en dag eller to over, at man har lyst til at spise dem. Eller køb dem overmodne på tilbud. Skræl bananerne, skær dem i skiver og frys dem. Tricket er, at der er sukkerstoffer nok i de overmodne bananer til, at du ikke behøver at tilsætte ekstra sukker.

Som med så meget andet handler det om kvalitet, når en råvare står så rent. Jeg foretrækker klart økologiske bananer, der prismæssigt ikke er meget dyrere end konventionelle.

IMG_2485web

Til is i en skål: Tag de frosne bananskiver op af fryseren et kvarters tid før, andet end hvis du har en virkelig vild blender eller foodprocessor. Bland med lige, hvad du lyster. Hvis din blender eller foodprocessor ikke kører godt nok, så bland 1 dl nøddemælk, kokosmælk eller plantemælk (rismælk eller havremælk) sammen med. Det giver en mere softice-agtig konsistens, men det bliver isen ikke dårligere af. Alternativt kan du fryse den hurtigt ned igen.

IMG_3068

Til ispinde: Vil du lave ispinde, behøver du ikke fryse bananerne først. Bare blend dem med smagsgiveren, fyld i ispindeforme og frys ned. Eventuelt i flere lag, hvis du vil have en flot effekt og forskellige smage, se for eksempel denne trefarvede is.

Til smoothie i stedet for is: Lad være med at fryse bananerne ned og tilføj mere væske i form af nøddemælk eller plantemælk.

Til en større portion regner jeg med 200 g frugt. Der er utallige variationer. Tænk smoothie, bare med mindre væske og flere frosne frugter, når du blander. Og hold det simpelt – det er ofte det bedste.

  • Den helt enkle: 200 g banan og evt. lidt vaniljepulver
  • Den snaskede: 200 g banan og en spsk nøddesmør, fx peanutbutter
  • Den chokoladede: 200 g banan og en spsk ren, økologisk kakaopulver. Se også denne. Top eventuelt med hjemmelavet chokoladesovs og/eller kakaonibs og kokosflager
  • Den grønne: 200 g banan og en stor håndfuld frisk spinat (evt. en blanding af frisk og frossen)
  • Bærmonster-versionen: 100 g frosne hindbær og 100 g banan – denne er vildt lækker og sommerfrisk. Den har jeg også skrevet om her
  • En anden Bærmonster-version: 100 g frosne jordbær og 100 g banan. Mere mild end den med hindbær
  • Og en ny Bærmonster-favorit: 100 g banan og 100 g solbær. Solbær er dog svære at få fat i, så det kræver, at man har plukket dem selv. Brombær eller en blanding af forskellige bær er selvfølgelig også dejligt – ligesom i smoothie
  • Den sommerlige: 100 g fersken eller nektarin og 100 g banan. Se også her
  • Ananas: 100 g banan og 100 g ananas. Se også her
  • Pina colada: 100 g ananas, 100 g banan og 1/2 dl kokosmælk
  • Mango: 100 g mango og 100 g banan

IMG_3815

Skal det være lidt sødere, kan du tilføje et par dadler. Kokosmel eller kokosmælk i isen er heller ikke dumt.

Du kan variere toppingen så meget, som du lyster. Det er selvfølgelig intet krav, at der skal drys på. Jeg er selv vild med:

  • En hel helsekostbutik: En teske af hver af disse: Chiafrø, hampefrø, gojibær, morbær, bipollen, kakaonibs samt et par mandler. Man kan selvfølgelig også bare bruge nogle af disse ting. De er rimelig dyre, men til gengæld bruger man ikke så meget ad gangen, så de holder længe.
  • Nogle skiver frugt – det kan være hvad som helst
  • Kakaopulver
  • Hakkede nødder
  • Kokosmel eller kokosflager
  • Og hvad din fantasi rækker til 🙂

Relateret indhold

0 kommentarer

Skriv en kommentar