Bærmonster fylder fire år og tanker om politik

IMG_3601

Eller fyldte år. For det var faktisk i går, Bærmonster blev fire år, men ligesom supermarkeder kan fejre fødselsdag i ugevis, kan Bærmonster fejre fødselsdag dagen efter.

I går blev brugt på at være træt efter sommerferiefejring med de bedste studiefolk torsdag. Og lidt valgdeprimeret, tør jeg godt indrømme. I dag er jeg mere optimistisk. Og prøver at se ting fra flere sider end min egen navle, hvilket jo altid er en god ting at arbejde med.

Lidt om et valg

Det er lidt sært, det med at skrive om valg her på bloggen. Jeg har været bange for at skræmme dig som læser væk ved at skrive om det. Politik er noget, mange ikke taler højt om, og det er noget, jeg ikke har tænkt, min blog skal handle så meget om. Mit mål med bloggen vil aldrig være at pege fingre, mit mål er at inspirere. Måske er det derfor, politik kan være en farlig bane at begive sig ud på, for valgkampen har desværre været præget af så meget mudderkastning, at det ikke er til at holde ud.

Alligevel er der altid undertoner af politik, hvis man tolker det så bredt, som jeg gør. For politik er ikke kun partipolitik og mudderkastning – heldigvis. Det er menneskesyn, verdenssyn og ideologi. Det er fremtidsdrømme og valg i hverdagen.

Jeg ér politisk interesseret og har altid været det; jeg meldte mig ind i et parti som 16-årig (og meldte mig ud senere, men det er en anden historie). I dag har jeg meldt mig ind i et igen. For jeg drømmer om en anden, mere bæredygtig og mere medmenneskelig fremtid for Danmark og verden. Jeg kan ikke undgå at se mit livssyn og valg som politiske. Jeg køber politisk, jeg stemmer med fødderne og dankortet og jeg prøver så vidt muligt at opføre mig på en måde, jeg finder i overensstemmelse med mine visioner. Det er altid en udfordring, men en god en af slagsen.

Bærmonster fylder fire

Og så tilbage til bloggens fødselsdag, som jo egentlig var dagens emne.

Det er lidt sjovt med fødselsdage, for kalenderen giver åbenbart en grunde til både at kigge lidt ekstra frem og tilbage. Det er nu også sjovt. Jeg har haft Bærmonster i fire år nu, og der er både sket meget med bloggen og undertegnede i den tid.

Med hensyn til bloggen, har den endelig fået sit eget domæne i år. Og jeg har bredt emnerne lidt ud, så det nærmere er en mad-og-livsstils-blog. Måske er det bredt, men jeg har lyst til at give mig selv plads til at skrive om det, jeg har på hjerte, om det så gælder økologi, yoga eller de små ting i det store. Og jeg håber selvfølgelig, du stadig vil læse med – for ellers kunne jeg lige så godt lade alle indlæggene blive liggende på min egen computer.

Og hvad er der så sket i de fire år? For fire år siden havde jeg læst et år på Journalisthøjskolen. For fire år siden boede jeg på et skønt kollegium. For fire år siden var jeg nok ikke helt så helsecrazy, som jeg er blevet. For fire år siden dyrkede jeg ikke yoga.

Der er sket meget mere end det, de sidste fire år. Uden at blive for lommefilosofisk, tør jeg godt sige, at for fire år siden kendte jeg ikke mig selv nær så godt. Den indre udvikling er mere interessant end den ydre, hvis du spørger mig. Men den er også sværere at beskrive.

Samtidig har jeg fået endnu større lyst til at blogge, hvilket dog har haft sine begrænsninger grundet et rimelig heftigt studie-forår. For det har været vildt, det sidste år. Jeg er virkelig glad for, at jeg begyndte at læse en kandidat, for hold nu op, hvor har jeg lært meget, og hvor har jeg mødt mange fantastiske mennesker i et studiemiljø, der er inkluderende på en helt anden måde, end jeg før har oplevet.

Men aldrig har jeg studeret så meget, som jeg har gjort det sidste især halve år. I forgårs fik jeg sommerferie, og jeg tør godt love for, at den er tiltrængt. Det betyder mere overskud til kaffeaftaler med venner i massevis, yoga i massevis, sund mad i massevis og blogning ditto. Det hele har været tiltrængt, men ligesom Pippi, der går i skole for at holde ferie, så ér ferie også ekstra lækkert, når man har arbejdet hårdt op til.

Tak fordi du læst med helt herned i bloggens nok mest uvinklede indlæg nogensinde – den var ikke gået på Journalisthøjskolen. 😉 Jeg håber virkelig, at du vil læse med fremover også.

Bærmonster vil blive ved med at handle om bær, bæredygtighed, livsstil, små ting og opskrifter, ligesom der måske sniger sig nye ting med ind på vejen. For når jeg vil skrive en nærværende blog, må den udvikle sig med mig.

P.S.: Du kan stadig nå at vinde en mikrohave lige her. Der er store vinderchancer.

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Små ting #12 | Bærmonster
    22. juni 2015 at 18:57

    […] Små ting har haft en helt ufortjent pause her på bloggen. Jeg synes det er så hyggeligt at kigge månedens billeder igennem og huske på de små, fine ting, der er sket. I denne måned er der også sket gode ting, som jeg allerede har skrevet lidt om. […]

  • Skriv en kommentar