• Opskrifter
    • Bærmonster Klassisk
    • Brød og bagværk
    • Desserter
    • Drikkelse
    • Efterår
    • Fermenterede sager
    • Frokost
    • Hovedretter
    • Jul
    • Kager
    • Morgenmad
    • Salater
    • Salt
    • Småkager
    • Sommer
    • Sødt
    • Suppe
    • Syltede salte sager
    • Syltede søde sager
    • Tilbehør
  • Bæredygtig hverdag
    • Bærmonsters køkken
    • DIY
    • Grønne fingre
    • Kultur
    • Link love
    • Naturlig skønhed
    • Rejser
      • Danmark
      • Europa
      • Afrika
      • Asien og Mellemøsten
      • Asien: Myanmar
    • Små ting
    • Sustainable Sunday
    • Tanker om ting
  • Yoga
    • Book en yogalærer
    • MaLuna Yoga
  • Om og kontakt
    • Bag om Bærmonster
    • CV
    • Om bloggen
    • Kontakt
    • Reklamepolitik

Bærmonster

Asien og Mellemøsten

Mellemøsten

Dubai og Abu Dhabi (De Forenede Arabiske Emirater) samt Bahrain

Asien

Postkort fra Thailand: Bangkok

Postkort fra Vietnam: Halong Bay

Postkort fra Vietnam: Mai Chau og en lille smule Hanoi

Postkort fra Vietnam: Hanoi

Asien: Indien

Jeg rejste til Indien

Om at tage en yogalæreruddannelse i Indien

Forsinket postkort fra Varkala i Kerala i Sydindien

Om at rejse alene kvinde i Indien og et forsinket postkort fra Mysore og Pondicherry

Forsinket postkort fra Tiruvannamalai i Indien

Marianne Luna Baermonster.dk

Velkommen til!

Jeg hedder Marianne Luna, og Bærmonster er mit digitale hjem. Her skriver jeg om salater, smoothie og suppe, mine forsøg på at få grønne fingre, yoga, rejser, hverdagslykke og om min rejse til at leve mere bæredygtigt - både på det ydre og indre plan.

Jeg håber, du vil læse med. Jeg bliver altid glad for spørgsmål og kommentarer, både søde og konstruktivt kritiske.

Søg og du skal finde

Instagram

  • FROM WHERE I RELAX ✨ Det kan godt være, jeg har kogt grydeskeer og pudset sølvtøj de sidste par dage, jf. mine stories, men jeg slapper også af. En hel del, faktisk. 〰️ Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg ville nævne det herinde, for ærlig talt synes jeg, det er svært og sårbart. Men jeg tror også, vi sjældent er alene, hvis vi tør åbne op, og det er derfor, jeg deler nogle af de mere sårbare ting her på insta: Jeg er nok ikke den eneste i verden, der har det, som jeg har det, og måske kan en sårbar deling herfra få bare én anden til at føle, at vedkommende ikke er alene. 〰️ Så: Jeg er blevet sygemeldt igen, nu pga. graviditetsgener. Har muligvis været jordens dårligste arbejdskraft i det sidste år, og det synes jeg, er kæmpe øv. Både fordi jeg gerne vil præstere og være samfundsnyttig, men særligt fordi, mit fravær jo går ud over mine skønne kolleger. 〰️ Det er ikke for at brokke mig, mere en konstatering af, at det ser sådan ud pt. Faktisk føler jeg mig meget taknemmelig for tiden: For manden i mit liv, for det lille sparkede menneske, jeg bærer på, for familie og venner, for forårssol 🌞 og meget andet. 〰️ Men nu er jeg altså hjemme. Passer på mig selv og det lille menneske, jeg bærer under mit hjerte. 🤰🏼❤️ 〰️ Jeg har været SÅ udmattet. Og derfor blev jeg vanvittig begejstret, da min energi begyndte at stige lidt igen. Pludselig var der lidt overskud til at se skønne venner og til små projekter, hvilket klart øger min livskvalitet. Jeg kan godt lide at gå at ordne, haha. Men jeg passer også på. Sover længe. Bevæger mig efter dagsformen, lader mine dage være efter dagsformen og planlægger meget sjældent noget to dage i træk. 〰️ Så nu benene op, macarons som min skønne italiener (snart mand!💍) har hjembragt fra Paris og årets første iskaffe. ☕️ ❤️ #alterok
  • Tør du elske? ❤️ Tilknytning efter at have mistet. 💔 〰️ Har man først mistet én gang, kan det være svært at elske inderligt igen, at lukke nye ind. Det gælder både, hvis man har mistet folk tæt på til sygdomme, uheld eller noget helt andet, har haft en kæreste, der skred eller har mistet under graviditeten. 〰️ Det kræver heling og mod at springe ud på de tusind favne igen. At turde elske dybt og inderligt igen. 〰️ Fordi jeg mistede i sidste graviditet, har jeg været ekstra opmærksom på tilknytning til baby i denne graviditet. For selv hvis - og det hvis skal ikke fylde for meget - noget skulle gå galt, så skal man “Sige hej for at sige farvel”. Tage ind for at tage afsked. 〰️ Jeg har generelt en god mavefornemmelse i denne graviditet, og vælger at stole på min intuition. Den har som regel ret. ❤️ Men selvfølgelig bliver jeg bange. Som i går, hvor jeg ikke synes, baby havde sparket så meget (det gik igang igen på slaget 22 som altid, da jeg lå i sengen ❤️). Men jeg øver mig. Min frygtenergi sidder i hovedet, så jeg fodrer den med statistik: Hvor mange levende, sunde og raske børn jeg kender i forhold til det modsatte. Jeg giver mig lov til at være bekymret, men ikke for længe ad gangen. En slags bekymringstid. 〰️ Og så taler min kæreste og jeg en masse til min mave. Taler, fortæller, synger, aer. Knytter os til det lille væsen. 〰️ At blive mor og forælder er at træde ind i en verden af bekymringer: Hvordan har mit barn det? Er hun/han glad? Hvordan vil det gå? Små børn, små bekymringer, store børn, store bekymringer. 〰️ Derfor tror jeg, det er vigtigt, at jeg allerede nu arbejder med mine bekymringer. Siger dem højt, accepterer dem, men omvendt ikke lader dem fylde alt eller tage al energi. For der skal være plads til glæden, taknemmeligheden, troen, håbet og kærligheden. ❤️
  • Denne uge står på ferie for mit vedkommende. Tiltrængt og rart. Bruger tiden på at sove meget og længe, spise god morgenmad af yndlingskeramikken, se veninder, snakke og kramme med min kæreste og ja, egentlig ikke så meget. Det er rart at lære at være. Og ærlig talt trænger jeg, for jeg er træt, og mit bækken er ikke helt på toppen. Følger alle de gode råd om bækkensmerter og øver mig i at finde den daglige balance mellem god bevægelse og hvile. Det er ikke brok herfra, for jeg er uendelig glad for det lille liv under mit hjerte. Baby giver lyd fra sig flere gange om dagen, de små spark er noget af det hyggeligste. ❤️ Hvad bruger du din uge på?
  • I går var min kæreste og jeg til hjemmefødselscafe i Odense (ja, vi planlægger at føde hjemme - er det noget, I vil høre mere om, eller skal jeg snart skrive om noget lidt andet end babytanker? De fylder bare en del, når man har været gravid on and off i over et år ❤️). Anyway. Den ‘cafe’ (det var nærmere et foredrag) triggede noget i mig. De cirka 15 fremmødte par blev bedt om at fortælle lidt om dem selv. Hvilket nummer barn de ventede, blandt andet. 〰️ Jeg tænkte og tænkte over, hvordan jeg mon kunne undgå at svare på netop dét spørgsmål. Ganske vist vil jeg gerne tale åbent om at miste, men helst, når det er folk, jeg kender, der spørger, eller når jeg selv har kontrollen over det. Jeg hader og er elendig til at lyve og føler, jeg ville lyve om vores datter, der var i verden, hvis hun blev forbigået som en, der ikke har været her. Samtidig havde jeg ikke lyst til at sætte de andre gravide en skræk i livet. 〰️ Det bliver min tur, og jeg fortæller lidt andre ting. En af jordemødrene spørger mig, hvilket nummer barn det er. Inde i mit hoved havde udtænkt alle mulige svar a la “det er kompliceret”, “det har jeg ikke lyst til at svare på”. Men paf, som jeg alligevel blev over hendes spørgsmål, svarer jeg “første forhåbentlig levende”. Bliver knaldrød i hovedet og føler mig vildt utryg resten af tiden. Havde bare lyst til at forsvinde langt væk. 〰️ Jeg vil gerne være sådan en, der på en pæn måde får sagt til folk, når de overskrider mine grænser. Men nogle gange flygter jeg desværre, som i går, hvor jeg græd på cykelstien og aldrig fik sagt noget til jordemødrene. Selvom jeg umuligt kan have været den første, der har mistet. Og hvorfor stiller man overhovedet sådan et spørgsmål til et arrangement, hvor folk ikke ser hinanden igen? 〰️ Ja, jeg deler nogle ting herinde på insta, men ikke alt. Og når jeg deler, er det mig der bestemmer hvad, hvornår og hvor meget. Det er svært, hvis man får stillet direkte spørgsmål af folk, man ikke kender. 〰️ Det er ikke første gang, jeg bliver spurgt om antal børn, og nok langtfra sidste. Min kloge mand siger, at jeg derfor bliver nødt til at finde en måde at tackle det på, så jeg kan være i det. (Fortsættes i kommentar 👇👇👇)
  • Better late than never: #10yearchallenge Træt uredigeret morgen i toget med nye briller anno i dag vs. festtype på statskundskab (læste to år før jeg begyndte på journalistik) januar 2009. Noget er vist sket - for eksempel bredere øjenbryn, flere rynker og helt naturligt mørkere hår. Men endnu mere indeni end udenpå. ❤️
  • Jeg har været sløj og træt de sidste dage. Måske er det ikke så mærkeligt, for vi var til misdannelsesscanning af det lille, aktive menneske i min mave i går fredag. Det var misdannelsesscanningen under min sidste graviditet, der viste, at vores datter havde den mest alvorlige hjertefejl, man kan få. Jeg tror egentlig, min intuition er mindst lige så klog som en scanning. Men frygten sad i mit hoved. Jeg besvarede den med statistikker om, hvor mange sunde og raske børn, vi kender i forhold til syge og døde. Men jeg havde nok en reaktion før scanningen i fredags. En helt naturlig reaktion i forhold til min historie. 〰️ Lykkeligvis ser det ud til, at vores lille menneske trives. Med to arme, to ben og et hjerte med højre og venstre kammer. ❤️ På en måde vidste jeg det jo godt. Jeg har mærket liv siden uge 15, og har længe mærket det på daglig basis. Tror den lille fis prøver at fortælle, at alt er godt. 〰️ Så weekenden ovenpå scanningen har stået på at sove, slappe af og bage noget andet end rugbrød til ham den søde italiener. Han spiser faktisk glad mit rugbrød, men savnede noget lidt lysere. Et ølandsgrydebrød blev det til, og det var mere end godkendt. 😊 〰️ Hvad bruger du weekenden på? 😊
  • HAPPY NEW YEAR ✨ Godt nytår fra mig, manden i mit liv og det lillebitte menneske, jeg bærer på. 〰️ 2018 var ikke det nemmeste år, med stress, sorg over at miste vores lillebitte hjertesyge datter og flytning 150 km fra baglandet. 〰️ Men lykkeligvis har jeg haft de mest støttende mennesker ved min side, særligt en rødhåret italiener, som den 21. december spurgte, og jeg ville gifte mig med ham. Der er ikke noget, jeg hellere vil. ❤️ 〰️ Jeg håber og tror, at 2019 bliver et lidt lettere år. Med mere overskud til familie og venner. Med et lillebitte bryllup på rådhuset (så holder vi nok en stor fest i fremtiden). Vi håber og tror på, at vores lille menneske er sprællevende, sund og rask. Hvis alt går vel, møder han/hun verden til juni. Vi tror, vi håber, vi elsker. Det er det bedste, vi kan. ❤️ 〰️ English recap: 2018 was a tough year with stress, loss of our daughter and moving away from my closest people. But also with great amounts of supports. I hope 2019 will be with a healthy and super alive little sister or brother to our daughter, and a small wedding with the love of my life. ❤️ 〰️ Hvad var det værste og bedste ved din 2018? Og hvad håber og drømmer du om i 2019?
  • Glædelig jul fra sydens sol og blæst, hvor jeg til formiddag har plukket blomster til svigermor sammen med manden i mit liv, fået sol på næsen og vind i håret. ❤️
  • KREATIVITET OG NY ENERGI 🌞 I søndags syede jeg en pude af noget stof, jeg faldt over i en stofbutik, da jeg egentlig bare skulle købe velcro. Jeg er blevet ret god til at undgå impulsive køb, men det var så pænt (synes jeg), at jeg måtte sy et pudebetræk af det. Ikke, at vi mangler puder... 🙈 Stoffet var oeko-tex-certificeret, som er mindstemålet når jeg køber nyt. 〰️ Som barn havde jeg gang i tusind kreative projekter med mine hænder. Malede, tegnede, syede, lavede huse i skotøjsæsker. De sidste mange år har jeg primært brugt min kreativitet, når jeg skrev og lavede mad. 〰️ Men der er altså noget over at arbejde med sine hænder og få noget mere varigt ud af det, så det er helt fantastisk at genopdage det. 〰️ Da jeg havde syet puden, var der en lille stofrest tilbage. Jeg fik en ide om at lave et slange-tøjdyr af resterne. Fandt en rest oldgammel nervøs velour i gemmerne, som jeg syede en tunge af, og broderede øjnene på af garnrester. Det eneste nye er fyldet, så det ikke er en punkteret slange. 🐍 〰️ Ja, slangen er mægtig hjemmelavet, og det er jo ingen stor ting. Men for mig er det et udtryk for, at jeg er tilbage. I hvert fald godt på vej. At jeg efter en tur i stress- og sorghavet har fået så meget overskud, at nye ideer pibler frem. 〰️ Jeg er startet på arbejde igen, og kan faktisk (nogenlunde) overskue pendlerlivet fra Odense til Aarhus. Det har også krævet tid, terapi og allermest kærlighed. 〰️ Der var sorg, der skulle heles, og væren, som skulle læres. Jeg har været så meget i “gøren” de sidste 10-15 år, så jeg havde brug for at være i “væren” i en tid, for at genlære det. 〰️ Nu øver jeg mig i at finde den magiske balance mellem gøren og væren. Det er nok en livslang kunst. Men jeg føler, jeg er kommet lidt tættere på.

Nyeste indlæg

  • Et farvel og en ny begyndelse
  • Hvordan kan man holde en fredelig jul?
  • Yogalærere kan – selvfølgelig – også få ondt
  • Sustainable Sunday: Zero Waste – Rot
  • Sustainable Sunday: Zero Waste – Recycle

Arkivarens yndlingssted

Følg med på @mariannelunar

  • FROM WHERE I RELAX ✨ Det kan godt være, jeg har kogt grydeskeer og pudset sølvtøj de sidste par dage, jf. mine stories, men jeg slapper også af. En hel del, faktisk. 〰️ Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg ville nævne det herinde, for ærlig talt synes jeg, det er svært og sårbart. Men jeg tror også, vi sjældent er alene, hvis vi tør åbne op, og det er derfor, jeg deler nogle af de mere sårbare ting her på insta: Jeg er nok ikke den eneste i verden, der har det, som jeg har det, og måske kan en sårbar deling herfra få bare én anden til at føle, at vedkommende ikke er alene. 〰️ Så: Jeg er blevet sygemeldt igen, nu pga. graviditetsgener. Har muligvis været jordens dårligste arbejdskraft i det sidste år, og det synes jeg, er kæmpe øv. Både fordi jeg gerne vil præstere og være samfundsnyttig, men særligt fordi, mit fravær jo går ud over mine skønne kolleger. 〰️ Det er ikke for at brokke mig, mere en konstatering af, at det ser sådan ud pt. Faktisk føler jeg mig meget taknemmelig for tiden: For manden i mit liv, for det lille sparkede menneske, jeg bærer på, for familie og venner, for forårssol 🌞 og meget andet. 〰️ Men nu er jeg altså hjemme. Passer på mig selv og det lille menneske, jeg bærer under mit hjerte. 🤰🏼❤️ 〰️ Jeg har været SÅ udmattet. Og derfor blev jeg vanvittig begejstret, da min energi begyndte at stige lidt igen. Pludselig var der lidt overskud til at se skønne venner og til små projekter, hvilket klart øger min livskvalitet. Jeg kan godt lide at gå at ordne, haha. Men jeg passer også på. Sover længe. Bevæger mig efter dagsformen, lader mine dage være efter dagsformen og planlægger meget sjældent noget to dage i træk. 〰️ Så nu benene op, macarons som min skønne italiener (snart mand!💍) har hjembragt fra Paris og årets første iskaffe. ☕️ ❤️ #alterok
  • Tør du elske? ❤️ Tilknytning efter at have mistet. 💔 〰️ Har man først mistet én gang, kan det være svært at elske inderligt igen, at lukke nye ind. Det gælder både, hvis man har mistet folk tæt på til sygdomme, uheld eller noget helt andet, har haft en kæreste, der skred eller har mistet under graviditeten. 〰️ Det kræver heling og mod at springe ud på de tusind favne igen. At turde elske dybt og inderligt igen. 〰️ Fordi jeg mistede i sidste graviditet, har jeg været ekstra opmærksom på tilknytning til baby i denne graviditet. For selv hvis - og det hvis skal ikke fylde for meget - noget skulle gå galt, så skal man “Sige hej for at sige farvel”. Tage ind for at tage afsked. 〰️ Jeg har generelt en god mavefornemmelse i denne graviditet, og vælger at stole på min intuition. Den har som regel ret. ❤️ Men selvfølgelig bliver jeg bange. Som i går, hvor jeg ikke synes, baby havde sparket så meget (det gik igang igen på slaget 22 som altid, da jeg lå i sengen ❤️). Men jeg øver mig. Min frygtenergi sidder i hovedet, så jeg fodrer den med statistik: Hvor mange levende, sunde og raske børn jeg kender i forhold til det modsatte. Jeg giver mig lov til at være bekymret, men ikke for længe ad gangen. En slags bekymringstid. 〰️ Og så taler min kæreste og jeg en masse til min mave. Taler, fortæller, synger, aer. Knytter os til det lille væsen. 〰️ At blive mor og forælder er at træde ind i en verden af bekymringer: Hvordan har mit barn det? Er hun/han glad? Hvordan vil det gå? Små børn, små bekymringer, store børn, store bekymringer. 〰️ Derfor tror jeg, det er vigtigt, at jeg allerede nu arbejder med mine bekymringer. Siger dem højt, accepterer dem, men omvendt ikke lader dem fylde alt eller tage al energi. For der skal være plads til glæden, taknemmeligheden, troen, håbet og kærligheden. ❤️
  • Denne uge står på ferie for mit vedkommende. Tiltrængt og rart. Bruger tiden på at sove meget og længe, spise god morgenmad af yndlingskeramikken, se veninder, snakke og kramme med min kæreste og ja, egentlig ikke så meget. Det er rart at lære at være. Og ærlig talt trænger jeg, for jeg er træt, og mit bækken er ikke helt på toppen. Følger alle de gode råd om bækkensmerter og øver mig i at finde den daglige balance mellem god bevægelse og hvile. Det er ikke brok herfra, for jeg er uendelig glad for det lille liv under mit hjerte. Baby giver lyd fra sig flere gange om dagen, de små spark er noget af det hyggeligste. ❤️ Hvad bruger du din uge på?
  • I går var min kæreste og jeg til hjemmefødselscafe i Odense (ja, vi planlægger at føde hjemme - er det noget, I vil høre mere om, eller skal jeg snart skrive om noget lidt andet end babytanker? De fylder bare en del, når man har været gravid on and off i over et år ❤️). Anyway. Den ‘cafe’ (det var nærmere et foredrag) triggede noget i mig. De cirka 15 fremmødte par blev bedt om at fortælle lidt om dem selv. Hvilket nummer barn de ventede, blandt andet. 〰️ Jeg tænkte og tænkte over, hvordan jeg mon kunne undgå at svare på netop dét spørgsmål. Ganske vist vil jeg gerne tale åbent om at miste, men helst, når det er folk, jeg kender, der spørger, eller når jeg selv har kontrollen over det. Jeg hader og er elendig til at lyve og føler, jeg ville lyve om vores datter, der var i verden, hvis hun blev forbigået som en, der ikke har været her. Samtidig havde jeg ikke lyst til at sætte de andre gravide en skræk i livet. 〰️ Det bliver min tur, og jeg fortæller lidt andre ting. En af jordemødrene spørger mig, hvilket nummer barn det er. Inde i mit hoved havde udtænkt alle mulige svar a la “det er kompliceret”, “det har jeg ikke lyst til at svare på”. Men paf, som jeg alligevel blev over hendes spørgsmål, svarer jeg “første forhåbentlig levende”. Bliver knaldrød i hovedet og føler mig vildt utryg resten af tiden. Havde bare lyst til at forsvinde langt væk. 〰️ Jeg vil gerne være sådan en, der på en pæn måde får sagt til folk, når de overskrider mine grænser. Men nogle gange flygter jeg desværre, som i går, hvor jeg græd på cykelstien og aldrig fik sagt noget til jordemødrene. Selvom jeg umuligt kan have været den første, der har mistet. Og hvorfor stiller man overhovedet sådan et spørgsmål til et arrangement, hvor folk ikke ser hinanden igen? 〰️ Ja, jeg deler nogle ting herinde på insta, men ikke alt. Og når jeg deler, er det mig der bestemmer hvad, hvornår og hvor meget. Det er svært, hvis man får stillet direkte spørgsmål af folk, man ikke kender. 〰️ Det er ikke første gang, jeg bliver spurgt om antal børn, og nok langtfra sidste. Min kloge mand siger, at jeg derfor bliver nødt til at finde en måde at tackle det på, så jeg kan være i det. (Fortsættes i kommentar 👇👇👇)
  • Better late than never: #10yearchallenge Træt uredigeret morgen i toget med nye briller anno i dag vs. festtype på statskundskab (læste to år før jeg begyndte på journalistik) januar 2009. Noget er vist sket - for eksempel bredere øjenbryn, flere rynker og helt naturligt mørkere hår. Men endnu mere indeni end udenpå. ❤️
  • Jeg har været sløj og træt de sidste dage. Måske er det ikke så mærkeligt, for vi var til misdannelsesscanning af det lille, aktive menneske i min mave i går fredag. Det var misdannelsesscanningen under min sidste graviditet, der viste, at vores datter havde den mest alvorlige hjertefejl, man kan få. Jeg tror egentlig, min intuition er mindst lige så klog som en scanning. Men frygten sad i mit hoved. Jeg besvarede den med statistikker om, hvor mange sunde og raske børn, vi kender i forhold til syge og døde. Men jeg havde nok en reaktion før scanningen i fredags. En helt naturlig reaktion i forhold til min historie. 〰️ Lykkeligvis ser det ud til, at vores lille menneske trives. Med to arme, to ben og et hjerte med højre og venstre kammer. ❤️ På en måde vidste jeg det jo godt. Jeg har mærket liv siden uge 15, og har længe mærket det på daglig basis. Tror den lille fis prøver at fortælle, at alt er godt. 〰️ Så weekenden ovenpå scanningen har stået på at sove, slappe af og bage noget andet end rugbrød til ham den søde italiener. Han spiser faktisk glad mit rugbrød, men savnede noget lidt lysere. Et ølandsgrydebrød blev det til, og det var mere end godkendt. 😊 〰️ Hvad bruger du weekenden på? 😊
  • HAPPY NEW YEAR ✨ Godt nytår fra mig, manden i mit liv og det lillebitte menneske, jeg bærer på. 〰️ 2018 var ikke det nemmeste år, med stress, sorg over at miste vores lillebitte hjertesyge datter og flytning 150 km fra baglandet. 〰️ Men lykkeligvis har jeg haft de mest støttende mennesker ved min side, særligt en rødhåret italiener, som den 21. december spurgte, og jeg ville gifte mig med ham. Der er ikke noget, jeg hellere vil. ❤️ 〰️ Jeg håber og tror, at 2019 bliver et lidt lettere år. Med mere overskud til familie og venner. Med et lillebitte bryllup på rådhuset (så holder vi nok en stor fest i fremtiden). Vi håber og tror på, at vores lille menneske er sprællevende, sund og rask. Hvis alt går vel, møder han/hun verden til juni. Vi tror, vi håber, vi elsker. Det er det bedste, vi kan. ❤️ 〰️ English recap: 2018 was a tough year with stress, loss of our daughter and moving away from my closest people. But also with great amounts of supports. I hope 2019 will be with a healthy and super alive little sister or brother to our daughter, and a small wedding with the love of my life. ❤️ 〰️ Hvad var det værste og bedste ved din 2018? Og hvad håber og drømmer du om i 2019?
  • Glædelig jul fra sydens sol og blæst, hvor jeg til formiddag har plukket blomster til svigermor sammen med manden i mit liv, fået sol på næsen og vind i håret. ❤️
Facebook Twitter Instagram Pinterest Bloglovin LinkedIn RSS

Baermonster.dk er en del af blognetværket Sustain Daily.

Al tekst og alle fotos på denne blog tilhører Marianne Luna. Tekst og billeder er dermed beskyttet af ophavsretsloven og må ikke kopieres eller genbruges. Indholdet må ikke bruges i nogen form for kommercielle sammenhænge uden foregående aftale med mig. Blogger du selv, er du naturligvis velkommen til at blive inspireret af mine opskrifter, så længe du linker tydeligt og direkte tilbage til det specifikke indlæg på baermonster.dk. Du skal dog stadig skrive din egen tekst og tage dine egne billeder. Hvis du vil bruge mine fotos, opskrifter eller hele tekster i på din blog eller i kommercielt øjemed, beder jeg dig kontakte mig på baermonster(at)gmail.com. På forhånd tak, fordi du respekterer dette.