Bærmonsters køkken

Velkommen til mit køkken!

Min udgangspunkt er sund mad lavet på naturlige råvarer, uden at det skal være alt for helligt. Jeg nyder både salat og kage – både helsekage og kage fuld af sukker – og det bærer mine opskrifter præg af.

Med naturlig mener jeg uforarbejdet mad uden mystiske e-numre, og mad, der er økologisk og gerne lokal.

Alle mine basisvarer er økologiske. De fleste køber jeg i supermarkedet, men nogle ting finder jeg i min lokale helsekostbutik, enten fordi udvalget er større eller fordi det er billigere.

På denne side vil jeg løbende opdatere med alle mine basis-råvarer: De ting, jeg helst har stående i køkkenskabet eller køleskabet året rundt, fordi jeg bruger dem til alt muligt.

IMG_3023

Mel

Mel bruger jeg selvfølgelig til bagning: Til boller, rugbrød, knækbrød og flutes. Mandelmel bruger jeg til søde sager og morgenmadsmuffins, mens boghvedemel er godt i glutenfrit flute og ikke mindst bananpandekager. Kikærtemel er til alt fra bindemiddel i falafler til veganske kikærtepandekager.

  • Havregryn
  • Hvedemel
  • Grahamsmel
  • Rugmel
  • Knækkede rugkerner
  • Kikærtemel
  • Hjemmelavet mandelmel
  • Boghvedemel
  • Kokosmel
  • Nogle gange også kokosfibermel og loppefrøskaller, andre gange også rismel

IMG_3032 (1)

Bønner, linser, ris, quinoa o.lign.

Jeg bruger linser i supper og gryderetter, til linsedunser og som tilbehør. Nogle linser spirer jeg også. Bønner er til gryderetter, humus, bønnespreads og andet godt, mens ris og quinoa er som tilbehør til gryderetter, i salater osv. Jeg køber altid linser og bønner tørrede i stedet for på dåse. Både fordi det er billigere, men også fordi dåser er mistænkt for at videregive trælse kemiske stoffer, jeg ikke vil give min krop. Det kræver selvfølgelig, at man husker at udbløde og koge bønnerne, og derfor koger jeg ofte en stor portion og fryser ned, så jeg nemt har fyld til en gryderet eller salat.

  • Brune ris
  • Kikærter
  • Røde linser (som regel splitlinser, altså i halve, da de koger hurtigere)
  • Belugalinser eller grønne linser, da de er gode i salater, gryderetter osv.
  • Bønner: Jeg har ofte lidt forskellige slags bønner stående, altid kidneybønner og hvide bønner, nogle gange også butterbeans
  • Ofte gule flækærter og mungbønner (sidstnævnte særligt til spiring)
  • Evt. også quinoa, speltkerner, hel boghvede og andet, der kan koges som tilbehør og give fyld i salater

Nødder, kerner og frø

  • Mandler (jeg køber 1 kg ad gangen hos helsekosten)
  • Cashewnødder (jeg køber 1 kg ad gangen hos helsekosten)
  • Græskarkerner
  • Solsikkekerner
  • Sesamfrø
  • Hørfrø
  • Birkes
  • Chiafrø
  • Nigellafrø (jomfru i det grønne)
  • Nogle gange også hasselnødder, paranødder, valnødder og andre nødder
  • Som regel også hampefrø fra helsekosten

Tørret frugt

  • Rosiner
  • Som regel også dadler, figner, abrikoser og morbær. Nogle gange også gojibær
  • Ofte har jeg friske dadler på køl. Flotter jeg mig, køber jeg medjool-dadler

IMG_3020

Olier, smør og lignende

  • Ekstra jomfru olivenolie
  • Ekstra jomfru kokosolie, koldpresset
  • Smør
  • Tahin (sesamsmør) med salt
  • Nøddesmør. Nogle gange køber jeg peanutbutter, andre gange laver jeg selv cashewnøddesmør, mandelsmør eller andet
  • Evt. kakaosmør

IMG_3019

Eddiker og lignende

  • Æblecidereddike
  • Rød balsamicoeddike
  • Hvidvinseddike
  • Sojasauce eller tamari

IMG_3025

Krydderier og tørrede krydderurter

Jeg køber som regel mine krydderier i helsekosten, hvor de har et godt og stort udvalg af økologiske krydderier, der ikke er vanvittigt dyre. ASA Spice i Torvehallerne i København er også et meget dejligt sted at købe lækre krydderier – her kan du også få dem uden emballage, hvis du selv medbringer et glas.

Her er de væsentligste krydderier i mine skabe – jeg må tilstå, at mine hylder nogle gange bugner lige rigeligt derhjemme:

  • Salt: Almindelig salt, urtesalt (fra Herbamare), Himalayasalt, Atlanterhavssalt
  • Peber: Hele peberkorn, jeg kværner
  • Ægte kanel, både hel og stødt
  • Hvid peber
  • Cayennepeber
  • Røget paprika
  • Koriander, hel og stødt
  • Spidskommen, hel og stødt
  • Kardemomme, hel og stødt
  • En god karryblanding
  • Ras el hanout (marokkansk krydderiblanding)
  • Gurkemeje, stødt
  • Ingefær, stødt
  • Nelliker, hel og stødt
  • Stjerneanis, hel
  • Anis, hel
  • Fennikelfrø, hel
  • Sennepsfrø, hel
  • Tørret chili, enten stødt eller i flager, nogle gange begge dele
  • Muskatnød, hel
  • Herbes de provence
  • Timian
  • Rosmarin
  • Oregano
  • Laurbærblade
  • Urtebouillon (fra Herbamare)
  • Vaniljepulver (ren vanilje uden sukker)

IMG_3038

Søde sager

  • Mørk chokolade. Jeg har altid mindst en plade af Änglemärks mørke chokolade med 70 procent kakao stående, da den er god i kage, som snack i små mængder, og på grund af det høje kakaoindhold ikke indeholder så meget sukker
  • Honning fra en lokal biavler – rå (ikke varmebehandlet, da det fjerner mange af de gode ting)
  • Ahornsirup eller agavesirup, nogle gange begge dele
  • Rørsukker (særligt til vandkefir, kombucha og nogle gange kage)
  • Vaniljesukker
  • Hjemmelavet vaniljesukker: Rørsukker med tomme vaniljestænger i
  • Nogle gange har jeg jeg også stevia, kokossukker og lignende på lager. Jeg søder generelt gerne naturligt: Med bananer, dadler og andet frugt eller honning, ahornsirup, agavesirup, kokossukker, stevia i stedet for raffineret sukker

IMG_3016

På køl

På køl – animalske produkter

Generelt bruger jeg få animalske produkter i mit køkken: Jeg lever vegetarisk og nogle dage helt vegansk. Jeg har dog ofte disse ting på køl:

  • Smør
  • Æg
  • Nogle gange gedefeta eller gedeost

IMG_3034

Frugt og grønt

Mit frugt- og grønt-lager varierer efter årstiderne, så det er få ting, jeg altid er lagerførende i. Nogle ting kan jeg dog ikke undvære:

  • Citroner
  • Frisk ingefær
  • Gulerødder
  • Bananer
  • Zittauerløg
  • Rødløg
  • Hvidløg
  • Avokado

Frostvarer

Jeg prøver på altid at have et par gode gryderetter og supper på frost, så jeg kan få sund, hjemmelavet aftensmad, også på travle dage. Udover det, har jeg:

  • Bær, blåbær og hindbær, nogle gange også jordbær
  • Meget modne bananer, skåret i skiver og frosset
  • Havtorn og andre bær, jeg har plukket selv
  • Helbladet spinat
  • Broccoli
  • Ærter – og nogle gange også grønne bønner og majs
  • Hjemmebagt rugbrød og hjemmebagte boller eller flutes
  • Hyldeblomstsaft
  • Nogle gange ramsløgspesto eller andre sjove ting frosset ned i små bøtter
  • Ofte daddelkugler eller noget andet sødt

Kaffe, te og kakao

  • Kakaopulver, altså kakao uden sukker. Gerne rå
  • Hele kaffebønner, selvfølgelig fairtrade og økologisk
  • Forskelligt te – urtete, grøn te, matcha og en enkelt sort te (primært til kombucha, hvor jeg blander sort og grøn te). Både te i løsvægt og te fra Yogi Tea og Pukka

Diverse

  • Kokosmælk (jeg overvejer dog at begynde at lave min egen, så jeg slipper for evt. skadelig kemi fra dåserne)
  • Flåede, hakkede eller mosede tomater (Urtekram laver nogle mosede på glas, så man slipper for evt. skadelig kemi fra tomater på dåse)
  • Vaniljestænger og vaniljepulver
  • Bagepulver
  • Natron
  • Gærflager (som er ret magiske i vegansk madlavning: De er sunde og giver en lidt ostet smag. Det er inaktivt gær, så de gærer ikke i maven)

IMG_3029

Diverse helselir og superfoods

Jeg har altid chiafrø og byggræs eller hvedegræs, og som regel også en masse andet lir. Men det er altså ikke det mest livsnødvendige i et køkken; skal jeg prioritere i økonomien, vælger jeg først og fremmest gode, økologiske grøntsager, frø, linser, bønner og lignende gode basis-produkter.

  • Chiafrø
  • Hampefrø
  • Bipollen
  • Tørret, stødt byggræs (jeg drikker tre små teskeer hver morgen i et glas vand)
  • Nogle gange også morbær, gojibær, kakaonibs osv. og pulver som spirulina-pulver, vegansk proteinpulver (fx ærteprotein) og andet lir

1 kommentar

  • Besvar
    Sarah
    27. oktober 2021 at 22:11

    Hvilke madkasser eller poser vælger i til opbevaring af råvarer som brød, nødder/tørrede
    frugt, gryn, kartofler/gulerødder osv.? Jeg har indtil videre brugt
    https://www.ikea.com/dk/da/p/istad-pose-med-genluk-rod-20339284/ de her poser, som
    i forhold til mig fungerer rigtig fint. Dog er jeg begyndt at overveje over mere holdbare
    løsninger, da jeg ikke har lyst til at forbruge så meget plastik, og smide det ud. Jeg har
    fundet de her poser https://dodesignstore.dk/collections/brodposer som jeg synes kunne
    fungere til brød, men måske også til nødder. Jeg ved ikke om det vil fungere til tørrede
    frugt, kartofler eller gulerødder. Men så tænker jeg – hvad med forskelligt gryn? Tænker de
    godt kunne falde ud fra posen, og måske de her kasser som jeg bruger nu passer lidt bedre
    https://www.ikea.com/dk/da/images/products/ikea-365-opbevaring-med-lag-til-torvarer-
    transparent-hvid__0711434_pe728250_s5.jpg?f=g&fbclid=IwAR0S2U0x5-
    d4nRFUdaX4PiCh4igstBQWXre74jSO-zLvn0To7d7BVmFU2to . Hvordan opbevarer i jeres
    produkter? Bruger i stofposer? Måske i kan anbefale noget?

  • Skriv en kommentar