At bo alene i et fremmed land

IMG_4692

I dag er det en måned siden, jeg sagde hej til varme, monsunregn, ris i uanede mængder, smukke grønne farver, guldpagoder overalt, gadeboder en masse og ikke mindst et spændende praktiksted og skønne kolleger.

Det er også en måned siden, at jeg sagde farvel og på gensyn til en kølig lejlighed med altankasse, mine cykler, min blender og ikke mindst familie og venner – også dem, man hænger så meget ud med, at man godt kunne være lidt gift.

Jeg har det godt her i Myanmar. Det vil jeg gerne slå fast, for jeg føler virkelig ikke, jeg har store ting at klage over. Men selvom jeg er så heldig at have nogle skønne kolleger, er jeg på nogle måder lidt alene her i landet.

Jeg bor alene, går ud og spiser aftensmad alene og går på sightseeing alene. Jeg er i den skønne situation, at mine kolleger både gider at tage med mig på et par dages ferie, spise frokost med mig, og så har jeg faktisk lige mødt en skidesød dansk journalist, der har boet her i 3 1/2 år.

Alenehed er noget, jeg faktisk synes, er lidt svært at skrive om. Også selvom det ikke skal forveksles med ensomhed. For selvom jeg er alene, føler jeg mig ikke ensom her. Heldigvis. Den følelse kender jeg alt for godt, hvilket jeg desværre tror, alt for mange mennesker gør. For mit eget vedkommende er det mange år siden, den fyldte. Heldigvis.

(Muligvis misbruger jeg udtrykket heldigvis lige her, men jeg føler mig faktisk heldig og taknemmelig i dag. Og taknemmelighed skal man aldrig kimse ad.)

Der er en del nye ting for mig ved at bo i et nyt land alene og uden et stort netværk. For netværk kommer som bekendt ikke på en dag. Og det er der både gode og dårlige ting ved. Jeg tvinger mig selv i meget højere grad til at gå ud alene, til at gøre lige præcis det, jeg har lyst til, også selvom der ikke nødvendigvis er selskab.

Jeg er ved at vænne mig til at gå ud og spise alene, selvom jeg ærlig talt bedre kan lide de aftener, hvor jeg har selskab. Men fordelen er, at jeg fuldstændig selv bestemmer tid, sted og så videre. Det samme gælder, når jeg tager en tur rundt i byen og glor på mennesker, bygninger og pagoder. Jeg har lige præcis så meget eller lidt tid, som jeg har lyst til.

Men nogle gange kan det også være lidt en udfordring. Jeg er vant til at gå ud at spise sammen med nogen; for at hænge ud med folk i flere timer. For at snakke. Jeg er blevet bedre til bare at glo ud i luften, men jeg føler mig bedst tilpas med en bog i hånden eller noget papir, jeg kan skrive på.

I fredags udfordrede jeg mig selv lidt og gik på bar alene. Jeg må indrømme, at det var en sær oplevelse. Det var sjovt at have mere tid til at kigge på mennesker, men lige der savnede jeg virkelig nogen at snakke med. Næste gang er mit mål at finde et sted, hvor man lidt nemmere falder i snak med folk, end der, jeg var forbi i fredags.

For jeg falder lettere i snak med folk, når jeg bare vandrer rundt på egen hånd. Om det så er med en bunke studerende ved Shwedagon, der gerne vil øve engelsk, eller to mænd fra nabobordet, der hjælper danskeren og den burmesiske tjener med at forstå hinanden. Det er jeg faktisk blevet lidt fan af. Fordi jeg bare er mig, er der ingen tvivl om, at det er nemmere at møde nye mennesker.

Det andet, der på magisk vis sker, er, at jo længere tid, man er et fremmed sted, jo mindre fremmed er det. Og jo mindre fremmede er menneskene. Især, hvis man tør arbejde for det. For ja, det kræver energi at opbygge et nyt netværk og få nye venner, når man ikke kender nogen fra starten. Man skal opsøge det mere. Det arbejder jeg også selv med, selvom det er lidt bittersødt, når jeg ved, at jeg er tilbage i Danmark om to måneder. Men nye venner i ikke-længere-fremmede-lande er gode at have.

Om godt en uge får vi i projektet besøg fra Danmark i 10 dage. Og jeg vil godt indrømme, at jeg glæder mig. Også selvom burmesere er søde.

Jeg er lidt (meget) nysgerrig: Har du rejst alene? Eller boet i et fremmed land uden netværk til at starte med? Og hvordan var det?

Relateret indhold

1 kommentar

  • Besvar
    Du er ikke alene | Bærmonster
    4. januar 2017 at 9:01

    […] man vælger. Nogle gange er jeg alene, men alenehed og ensomhed er to vidt forskellige størrelser, som jeg har skrevet om her. Man kan være ensom blandt mennesker, og man kan være alene og føle sig […]

  • Skriv en kommentar