Anmeldelse: Bæredygtig gourmetmad på Restaurant Moment

Indlægget er sponsoreret på den måde, at jeg har fået maden gratis mod at anmelde Restaurant Moment.

Jeg har i mange år været et madøre uden lige, og jeg elsker at gå ud at spise og smage på nye retter og sammensætninger. Efter jeg blev vegetar, har jeg savnet et vegetarvenligt gourmetmadsted i Aarhus, ikke, fordi jeg går rundt og spiser gourmetmad hele tiden, men fordi jeg er overbevist om, at grøntsagerne kan meget mere, end mange restauranter tror.

Det fik jeg i den grad bevist i onsdags, hvor jeg var inviteret ud at spise med en skøn kvinde på Restaurant Moment, der ligger på Friland i Djursland. Moment serverer gourmet-vegetarmad lavet af årstidens grøntsager fra deres egen have og hentet vildt. Fx har de en tangfisker ude for at fiske tang. Grøntsagerne er i fokus, og hvis det får dig til at tænke kedelig mad, kan du godt tro om.

Først vil jeg guide igennem de retter, vi fik, og til sidst lave en lille opsummering af maden og selve stedet.

Man kan vælge mellem a la carte eller den store menu på syv retter. Moment har også vin a la carte og vinmenuer, ligesom man kan få en alkohol-let menu og en alkoholfri menu, hvilket jo er så smart til folk, der ikke vil have for meget alkohol indenbords. Jeg bestilte den alkohol-lette menu, for jeg ved, at en fuld (pun intended) vinmenu vil gøre mig mere bedugget, end hvad klæder mig. Den alkohol-lette menu bestod af forskellige fermenterede drikke, lavet af noget, der ligger tæt op ad kefir. De var virkelig lækre. 🙂 Jordbærsaften fik jeg dog lokket dem til at skifte ud med en Frederiksdal Rancio Kirsebærvin, da jeg kender Frederiksdals fjollet gode kirsebærvine, og derfor meget gerne ville prøve den til mad.

Starteren var dehydreret græskar, maltbrød, syltet gulerød med hybenrose og en creme, jeg ikke fik skrevet ned, hvad var. Dejlig måde at begynde på.

Næste ret var nok den, jeg var mest allermest fascineret over, for den både smagte formidabelt og havde en genial historie. Til gengæld var den svær at tage billeder af. Det var “Masterstock”, en suppe lavet på grøntsager, inklusive “gamle” supper. De hældte altså mere og mere på suppen, så man får både nylavet og “gammel” suppe, hvilket gav en eminent dyb umamismag – kun af grøntsager. Det kan lyde lidt uhygiejnisk med konceptet, men det handler selvfølgelig om netop at have styr på hygiejnen, ligesom når man laver surdej. Faktisk overvejer jeg, om jeg selv kan lege med konceptet i mit køkken, for det er en virkelig interessant måde at koge grøntsagssmag ind til noget dybt og intenst.

Næste ret var to retter: Æg, rosenkål og gran (forrest). Æble og selleri bagerst. Og to slags brød og hjemmerørt smør. Bare brødet kunne jeg spise mig mæt i, men jeg holdt mig pænt tilbage og smagte et stykke af hver for at gemme appetitten. Æg, rosenkål og gran var med rosenkål i en sennepsdressing, hvilket virkelig var lækkert. Det samme var æble og selleri-retten, der var en dejlig let begyndelse.

De næste to retter var grønkål med grønkålssifon, pærer og crouton samt julesalat med blå ost og karameliserede valnødder og et syltet bær. Jeg er normalt slet ikke til blå ost, men den smagte faktisk godt – kombinationen af den bitre julesalat, søde bær, fede, søde nødder og fede, sure ost var lige i skabet. Blå ost er stadig ikke en yndling, men med retter som denne, kan man få mig til at synes om det.

Grønkålen var til gengæld ikke bare god. Den var helt vildt god!, som der står i mine noter – med udråbstegn. Den bestod af frisk grønkål, som var grillet meget let, og derfor blev lidt crispy, lækre croutoner og andre gode sager under og en grønkålssifon, som var en fortolkning af grønlangkål. Grønkålssifonen var lavet af grønkålsstokkene for at bruge hele kålet, hvilket jeg synes er helt genialt. Ingen spild af grønkålsstok.

Næste ret var kartofler, rødkål med hasselnødder og appelsinsauce og persillerod med rødvin (sidstnævnte nedenfor). Kartoflerne var så mumsede, med både kogte, lidt karameliserede kartofler og kartoffelchips på. Og rødkålen var genial. Ikke mindst til den Frederiksdal Rancio kirsebærvin, jeg fik til. Normalt vil jeg aldrig sætte så tung en vin til grøntsagsmad, men det fungerede perfekt. Vinen og retterne komplimenterede hinanden genialt, fordi der var tryllet så meget smag i rødkålen, kartoflerne og persilleroden med rødvin. Rancio-vinen er i øvrigt en historie i sig selv: Vinen bliver sat i glaskugler udenfor, hvor den står sommer og vinter. Det giver en kirsebærvin i særklasse, uden at jeg kan komme med smarte vinkender-ord om det, dog.

Persilleroden med rødvin var også noget så lækker, og i særdeleshed med Rancio-vinen til.

Desserten var en ris à l’amande med nougatine, syltede aroniabær og aroniasorbet. Ved siden af fik jeg et glas aroniagløgg. Så lækker måde at få ris à l’amande på, hvor den søde og sure aronia spillede godt op mod ris à l’amandens fede smag.

Aroniagløggen var også virkelig dejlig. 🙂

Til allersidst fik vi te – der var mulighed for både kaffe, te og urtete fra egen have. Vi bestilte begge urteteen, for det var i den grad lokalt og ikke mindst lidt sjovere. Ved siden af var der en to stykker lækker konfekt.

Jeg tør love for, at vi var mætte og glade til sidst.

Opsummering

Jeg kan meget varmt anbefale Restaurant Moment til alle gourmetinteressede. Om man er vegetar eller ej er ikke det vigtige her, og de sagde da også selv, at det var gourmetinteressen, der var i fokus ved gæsterne. Skal man overbevise en grøntsagsfornægter om, at grøntsager kan noget, er Moment et virkelig godt sted at invitere ud.

At opleve en restaurant, hvor bæredygtigheden, det lokale, æstetikken og ikke mindst den sublime smag er tænkt ind i alle kanter, både mad, indretning og service, er virkelig fantastisk. Ja, det er store ord, men jeg er meget begejstret.

Man kan altid diskutere, hvad konceptet gratis mad (som nævnt øverst betalte jeg ikke for maden) gør ved folk, men jeg har trods alt fået gratis mad en del gange før i mit liv. Og helt ærligt: Det her var noget af det vildeste, jeg har oplevet. Stedet er så dejligt: Atmosfæren er hyggelig, maden er formidabel og tjeneren var virkelig god til at spotte, hvornår vi ville snakke med ham og have bonusinformation, og hvornår vi bare ville lades alene.

Skal jeg sætte min finger på noget som helst, må det være portionsstørrelserne: Vi kunne godt have fået mindre mad serveret til hver ret, for vi spiste næsten ingen af retterne op – jeg måtte ligesom lade noget af min dessert gå tilbage (og jeg elsker dessert), fordi jeg var så mæt. For at spare mad vil det derfor være en fin ting at kigge på, for man går ikke på gourmetrestaurant for at blive propmæt, men for at få skønne smagsoplevelser og blive almindelig mæt. 🙂

Moment er en gourmetrestaurant, så priserne er derefter. Men man kan sagtens tage bestille a la carte i stedet for syv retter, og få en fantastisk og mættende smagsoplevelse. Fx koster fem retter a la carte omkring 315 kroner, hvilket jeg absolut ikke finder urimeligt for mad i den klasse.

Moment er virkelig en tur til Friland værd. Jeg har spurgt, om jeg må besøge dem igen, når solen står lidt højere, for jeg vil mægtig gerne se deres have.

Restaurant Moment har både lørdagsbrunch, frokostservering og aftenservering. Du kan finde dem på Ravnen 1 i Rønde på Djursland. De holder dog vinterlukket i januar og februar, men du kan nå at besøg indtil 29. december.

Vil du se mere fra Bærmonster? Så følg mig på Instagram. Vil du også have at vide med det samme, når der er nye indlæg på Bærmonster? Så følg bloggen på Bloglovin’.

Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Et lille tilbageblik på 2016 og drømme for 2017 | Bærmonster
    9. januar 2017 at 14:22

    […] nogle gange at trække vejret ned i maven. I 2016 var jeg på yogafestival, på NorthSide, spiste vanvittigt lækker vegetarisk gourmetmad, var på Aarhus Food Festival og i Sverige med min skønne […]

  • Besvar
    Emma
    20. december 2016 at 19:21

    Hej Marianne Luna

    God anmeldelse. Men at Moment betaler jeg for at anmelde dem gør det hele utroværdigt. Desværre, men jeg synes ikke man skal betales for at rose dem. Derfor synes jeg den er useriøs.

    Kh Emma

    • Besvar
      Marianne Luna
      20. december 2016 at 23:13

      Hej Emma
      Moment betaler mig ikke for at anmelde restauranten, men jeg har fået maden gratis. Det sker i øvrigt også mange steder indenfor den almindelige presse, hvor de desværre ikke altid skilter tydeligt med det. For mig er det væsentligste, at det står tydeligt på bloggen, og så må det være op til den enkelte læser, om de tror på mig eller ej. Jeg kan naturligvis ikke bestemme, om du skal finde min anmeldelse seriøst eller ej, men jeg har lagt en del arbejde i den, og er vitterlig meget begejstret – og det havde jeg også været, om jeg skulle have betalt for maden. 🙂

    Skriv en kommentar