Det er ingen hemmelighed, at jeg holder vældig meget af morgenmad. I søndags lavede jeg ananassmoothie af den sidste halvdel af ananassen, der var til overs fra tilbehøret til bananpandekagerne. Jeg havde glemt, at det smagte så dejligt, så jeg skyndte mig fluks at købe en ananas mere, så jeg kunne lave det igen – og fotografere det til bloggen.
I baggrunden gemmer sig et par fine, økologiske hokkaidogræskar, der blev til en græskarsuppe til min søde madklub i går. Udover græskarsuppen havde jeg lavet koldhævede flutes og æblecrumble (opskrift følger – jeg kan se, at denne version ikke ligger på bloggen) til dessert. Simpelt, men varmende. Heldigvis behøver det ikke være besværligt at få gæster, og målet med madklubben er da heller ikke store forkromede menuer, men dejlig mad og godt selskab.
Denne smoothie har jeg fyret lidt ekstra op for de naturlige vitaminer i form af ingefær og havtorn. Det kan udelades, for den smager dejligt alligevel, men ingefær spicer ananassen dejligt op og havtorn giver ekstra c-vitaminer og syrlighed. Havtornen lå allerede i min fryser fra en tidligere tur til Thyborøn, og jeg overvejer, om resten af de fine bær også skal bruges til at spice kommende smoothies op med, i stedet for at sylte dem. For det er slet ikke en tosset måde at bruge de orange bær sådan her.
Til et meget stort glas eller to små skal du bruge:
- 1 meget moden banan
- 1/2 lille-mellem ananas
- Evt. et par cm frisk ingefær, skåret i små skiver
- Evt. lidt havtorn – jeg brugte ca. 20 bær fra frost
- 3-4 isterninger
Blend det hele i en stærk blender eller med en kraftig stavblender – og nyd.
Jeg brugte min Bamix stavblender, som efterhånden er blevet et afhængigshedsskabende element her i hyblen. Faktisk har jeg ikke taget min foodprocessor frem, siden jeg fik min Bamix, fordi den er super hurtig at lave smoothies med, kan blende isterninger og er genial til purerede supper. Og nej, jeg får ikke penge af Bamix for at skrive det her. Den er hamrende dyr, men jeg bruger både min Bamix som blender, stavblender og håndmikser, så på den måde – og fordi den virker til at være ret holdbar – må det siges at være et godt køb.
7 kommentarer
Små ting #3 | Bærmonster
13. juni 2016 at 11:02[…] drukket vitaminsmoothie, der smager noget så […]
Små ting #8 | Bærmonster
19. februar 2016 at 15:51[…] fra Briancon – og en masse andet godt, blandt andet ananassmoothie. Jeg er bange for, at jeg har fået et misbrug af deres croissanter. De er seriøst […]
Små ting og store ting | Bærmonster
31. januar 2014 at 17:33[…] drukket vitaminsmoothie, der smager noget så […]
I 2013 | Bærmonster
29. december 2013 at 9:41[…] I september tørrede jeg æbler og lavede græskarsuppe. I oktober tænkte jeg på økologi, bagte gulerodskage og lavede vitaminfyldt smoothie. […]
Cathrine
18. december 2013 at 17:23Uh, den lyder lækker…. savner at lave smoothies, når jeg læser det du har skrevet, man begynder næsten at savle 😉
Julia
3. november 2013 at 11:15Tak for opskrift – vil prøve den i dag. Er inde i en periode, hvor det kører ret dårligt med morgenmad, så TAK!
lunabaermonster
3. november 2013 at 12:09Velbekomme. 🙂 Jeg er blevet ret stor fan af ovenstående kombination – men jeg kan også lide ingefær i det meste.