Æblechips eller hvordan man bruger nedfaldsæbler til noget rart

IMG_1472webMine forældres have bugner af nedfaldsæbler. Smukke, syrlige ananasæbler med smuk knaldrød skræl. Og heldigvis slår de fine æbler sig ikke altid så hårdt, at de slet ikke kan spises – som regel skal man bare skære en lille smule af.

Men faktisk er der så mange nedfaldsæbler, at de slet ikke kunne nå at spise dem. Derfor gik jeg i gang med ovenstående stop-spild-af-mad projekt, der dog ikke er gennemført bæredygtigt. For hvis solen ikke skinner ret voldsomt udenfor, kræver det altså, at man vil bruge energi på at lade ovnen være varm i ret mange timer, og det er nok ikke det bedste for klimaet. Men nogle gange skal man, og til gengæld kommer nedfaldsæblerne til deres ret. Men kan ikke være klimafrelst hele tiden.

Æblechips er dejligt nemme at lave, hvis man er den heldige ejer af et mandolinjern og en kernehusudstikker. Det kan sagtens gøres alligevel, så længe man har en kniv og et skærebræt, men det kræver lidt mere tid og tålmodighed.

Jeg lavede dem i går aftes, hvor det regnede en del i Århus, så jeg syntes, at regnen krævede lidt hygge og rarhed. Det hjælper altså, når der dufter af æblechips med kanel i hele huset.

IMG_1473webJeg lavede seks fulde bageplader, så det tog lidt tid, eftersom der kun er plads til tre plader ad gangen i ovnen. Jeg kan ikke huske, hvor mange æbler, der var plads til på hver bageplade, men prøv dig frem – det afhænger også af æblernes størrelse.

Du skal bruge:

  • Æbler
  • Evt. kanel
  • Kernehusudstikker og mandolinjern eller kniv og skærebræt

Vask æblerne og fjern kernehuset. Skær dem i tynde – men ikke papirstynde – skiver på mandolinjernet. Fordel dem i ét enkelt lag på en bageplade med bagepapir på. Der kan sagtens være flere plader i ovnen, for de tørrer alligevel bedst ved varmluft. Drys kanel over, hvis du ligesom jeg er vild med det varme krydderi. Eller lad være.

Sæt æblerne ind i en 90 grader varm ovn på varmluft, og put noget i lågen, så den står en lille smule åben. Det får dampen ud, så æblerne rent faktisk tørrer, hvilket vi jo gerne vil have dem til. Og lad dem stå i ovnen i cirka 3 timer. Kig til dem undervejs, men tre timer passede med de æbler, jeg lavede.

Fordel æblechipsene på en rist og lad dem køle af. Når de er kolde, så put dem i en tætlukkende bøtte/glas.

Æblechipsene er ikke knastørre efter 3 timer, men når de efterfølgende bliver fordelt på en rist, hvor de kan tørre de sidste, så er det ligesom småkager, der også skal dampes lidt af.

Nyd med te indenfor, mens regnen rusker udenfor.

Relateret indhold

3 kommentarer

  • Besvar
    Opskrifter til efteråret | Bærmonster
    28. september 2016 at 12:07

    […] alle mine efterårsopskrifter lige her, hvor du kan finde alt fra den lækreste græskarsuppe til æblechips og sprøde kålsalater. Og et par gode crumbler til når kagetrangen melder […]

  • Besvar
    Efterårsmad | Bærmonster
    19. februar 2016 at 15:45

    […] Måske har du alt for mange æbler, og har derfor lyst til en gang æblechips? […]

  • Besvar
    I 2013 | Bærmonster
    29. december 2013 at 9:41

    […] september tørrede jeg æbler og lavede græskarsuppe. I oktober tænkte jeg på økologi, bagte gulerodskage og lavede […]

  • Skriv en kommentar